80.2a.1. Om et inhabilt medlems pligt til at forlade lokalet og om kommunalbestyrelsens reaktionsmuligheder ved medlemmets vægring

25-07-1980

Efter § 14 i lov om kommunernes styrelse var det kommunalbestyrelsen, der traf beslutning om, hvorvidt et medlem havde en sådan interesse i en sag, at medlemmet var udelukket fra at deltage i kommunalbestyrelsens forhandling og afstemning om sagen. En tilsvarende regel gjaldt for udvalgenes arbejde.

At kompetencen således lå hos kommunalbestyrelsen eller vedkommende udvalg, havde bl.a. til formål at sikre, at et medlem ikke kunne forhale behandlingen af sagens realitet ved at kræve, at spørgsmålet om vedkommendes habilitet blev gjort til genstand for klage eller blev indbragt for domstolene. Medlemmet skulle altså rette sig efter kommunalbestyrelsens eller udvalgets beslutning, men kunne naturligvis få en efterfølgende prøvelse af spørgsmålet ved domstolene.

Det antoges, at et medlem, som enten et udvalg eller kommunalbestyrelsen havde fundet inhabilt ved behandlingen af en sag, skulle forlade lokalet såvel under sagens forhandling som under afstemningen. Denne antagelse skyldtes, at det var ønskeligt at sikre, at sagens forhandling i udvalg eller kommunalbestyrelse kunne foregå frit og uden påvirkning af den pågældendes tilstedeværelse i lokalet.

Såfremt et medlem, der var blevet erklæret for inhabilt, ulovligt vægrede sig ved at forlade lokalet, ville det ikke være muligt for kommunalbestyrelsen eller vedkommende udvalg at behandle det pågældende punkt på dagsordenen. Det burde protokolleres, at den pågældende var blevet erklæret for inhabil, og at vedkommende nægtede at forlade mødet, hvorefter politiets bistand ville kunne påkaldes til fjernelse af medlemmet. Borgmesteren eller udvalgets formand ville dog kunne vælge at træffe beslutning om, at punktets behandling udsattes til et senere møde. I et sådant tilfælde ville politiet på forhånd kunne adviseres, såfremt det inhabile medlem tilkendegav, at medlemmet fremdeles ville nægte at forlade mødelokalet. Såfremt den sidste fremgangsmåde valgtes, burde medlemmet efter omstændighederne gøres opmærksom på, at medlemmet ville kunne blive erstatningsansvarlig for de følger, en udsættelse af det nævnte dagsordenspunkt måtte udløse, og denne tilkendegivelse burde protokolleres.

Indenrigsministeriets brev af 25. juli 1980 til en kommunalbestyrelse, 
- 1.k., j.  nr. 1980-123-1412-4