En borger havde rettet henvendelse til Indenrigsministeriet vedrørende en kommunes praksis for opkrævning af gebyrer for udsendelse af erindringsskrivelser.
Indenrigsministeriet oplyste generelt bl.a., at betingelserne for, at en kommunalbestyrelse efter gebyrloven kunne træffe beslutning om opkrævning af gebyrer ved udsendelse af erindringsskrivelser i henhold til gebyrloven, var, at der ikke i den øvrige lovgivning var fastsat særlige regler om opkrævning af gebyrer ved udsendelse af erindringsskrivelser, at der var tale om ydelser, der opkræves eller inddrives af kommunen, og at ydelserne i lovgivningen var tillagt udpantningsret.
Gebyrerne kunne højst udgøre 200 kr., jf. gebyrlovens § 2, stk. 4, men inden for denne beløbsgrænse fastsattes gebyrerne størrelse af den enkelte kommunalbestyrelse.
En kommunalbestyrelses beslutning om at opkræve et gebyr, der højst udgjorde 200 kr., var således hjemlet i gebyrloven, og en kommunalbestyrelses fastsættelse af et gebyr på 200 kr. i henhold til gebyrloven ville derfor være lovlig, uafhængigt af den konkrete restances størrelse og uanset, om de faktiske omkostninger, der var forbundet med kommunens udsendelse af en erindringsskrivelse, kunne opgøres til mindre end 200 kr.
Opmærksomheden henledes på, at ordene ”eller inddrives” i gebyrlovens § 2, stk. 2, udgik ved § 10, nr. 2, i lov nr. 430 af 6. juni 2005, samt at maksimumsbeløbet på det gebyr, der kan opkræves efter gebyrloven, ved lov nr. 1093 af 29. december 1997 blev ændret til 250 kr., jf. gebyrlovens § 2, stk. 4 (nu stk. 3). Se senest lovbekendtgørelse nr. 56 af 23. januar 2018.
Indenrigsministeriets brev af 18. august 1992 til en borger
- 2.k.kt., j. nr. 1992/1171/561-1