Udtalt, at kommunalbestyrelsens formand ikke kan afvise at optage en sag på dagsordensudkastet under henvisning til, at det ikke vedrører et anliggende for kommunen. Spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal afvises fra dagsordenen, afgøres af kommunalbestyrelsen, når denne ved mødets begyndelse tager stilling til dagsordensudkastet. Dersom kommunalbestyrelsens formand finder, at en sag ikke vedrører et kommunalt anliggende, må formanden indstille, at sagen afvises fra dagsordenen.
Dersom kommunalbestyrelsen finder, at sagen klart falder uden for kommunalbestyrelsens kompetence, må kommunalbestyrelsen kunne træffe beslutning om at afvise sagen fra dagsordenen. Hvis det ikke på grundlag af forslagets ordlyd kan afgøres, om sagen lovligt kan behandles af kommunalbestyrelsen, kan kommunalbestyrelsen derimod ikke afvise forslaget fra dagsordenen.
Hensynet til at undgå begrænsninger i medlemmernes adgang til at udøve deres forslagsret må tale for, at der alene består en snæver adgang til at afvise sager fra dagsordenen. Dette må også ses i sammenhæng med, at medlemsforslag ofte ikke har eller kan forventes at have en helt klar og utvetydig affattelse.
Ved vurderingen af, om en sag må antages klart at falde uden for kommunalbestyrelsens kompetence og dermed kan afvises, må det afgørende være, om det pågældende dagsordenspunkt har et sådant indhold, at der ikke inden for rammerne af dagsordenspunktet vil kunne træffes en lovlig beslutning, bortset fra en beslutning om forkastelse af forslaget.
Hvis der gennem forslag, som ligger inden for rammerne af den pågældende sag, således som denne er angivet i dagsordensudkastet, kan træffes en lovlig beslutning om udførelse af en foranstaltning eller om fremsættelse af en tilkendegivelse m.v., er kommunalbestyrelsen således efter ministeriets opfattelse ikke berettiget til at afvise sagen fra dagsordenen.
I den konkrete sag fandt ministeriet, at et beslutningsforslag om afholdelse af en vejledende folkeafstemning i København om Øresundsbroen med tilhørende landanlæg ikke var klart affattet. Det var således uklart, hvad der skulle være afstemningstema, og det var endvidere uklart, hvad der var sigtet med beslutningsforslaget. Uanset at det falder uden for borgerrepræsentationens kompetence at træffe beslutning om etablering af en Øresundsbro med tilhørende landanlæg, idet der er tale om et landspolitisk spørgsmål, som det alene tilkommer Folketinget at træffe afgørelse om, må det dog fastslås, at spørgsmålet om Øresundsforbindelsen må anses for at være af central betydning for Københavns Kommune.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse ville der endvidere inden for rammerne af det fremsatte beslutningsforslag kunne fremsættes forslag, der lovligt ville kunne vedtages. Det bemærkedes således, at der lovligt ville kunne afholdes en vejledende folkeafstemning om, hvorvidt kommunen skulle rette henvendelse til regeringen om Øresundsforbindelsen, herunder om at søge gennemført en opgivelse eller ændring af projektet.
Ministeriet bemærkede i denne forbindelse, at dette måtte gælde, uanset at der forelå en lov om anlæg af en fast forbindelse over Øresund og en af Danmark ratificeret aftale med Sverige om Øresundsforbindelsen.
På denne baggrund fandt Indenrigsministeriet, at borgerrepræsentationen ikke havde været berettiget til at træffe beslutning om afvisning af beslutningsforslaget fra dagsordenen, og at det derfor påhvilede borgerrepræsentationen at realitetsbehandle beslutningsforslaget.
Indenrigsministeriets brev af 3. november 1993 til Københavns Borgerrepræsentation
- 1. k.kt. J.nr. 1993/1079/101-2