Indenrigsministeriet havde sendt to breve til et amtsråd i anledning af, at en advokatundersøgelse, der var blevet afleveret til amtsrådsmedlemmerne den 24. juni 1994, havde vist, at 43 amtsrådsmedlemmer og stedfortrædere i perioden 1989-1993 uberettiget havde modtaget diæter og/eller erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste for i alt ca. 2,3 mio. kr.
Indenrigsministeriet udtalte sig i de to breve blandt andet om følgende forhold:
1. Indenrigsministeriet udtalte blandt andet i sit første brev, at ministeriet kunne tilslutte sig den fortolkning af reglerne om diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som var lagt til grund for revisionens arbejde ved gennemgangen af udbetalingerne til amtsrådsmedlemmerne.
Ministeriet fandt dog i sit andet brev anledning til at kommentere revisionens generelle beskrivelse af, hvilke hverv der var diætberettigende m.v. Ministeriet udtalte sig i den forbindelse om vederlæggelsen af medlemskab af særlige udvalg og underudvalg ud fra den dagældende lov om kommunernes styrelse forud for ændringen ved lov nr. 380 af 14. juni 1995.
Ministeriet udtalte i sit andet brev blandt andet, at ved kurser skulle forstås arrangementer, hvori der som en ikke uvæsentlig bestanddel indgik egentlig undervisningsvirksomhed. Bestemmelsen omfattede ud over kurser også kursuslignende arrangementer som seminarer, konferencer, årsmøder og orienteringsmøder, f.eks. møder i kommuneforeningerne.
De arrangementer, der kunne henføres under “kurser m.v.”, var bl.a. kendetegnet ved at være af alment orienterende karakter og uden direkte sammenhæng med verserende sager i kommunen.
Som udgangspunkt gav studieture ikke adgang til at yde diæter efter de dagældende bestemmelser i § 16, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse, idet betingelserne herfor normalt ikke ville være opfyldt. Det kunne dog ikke afvises, at dele af disse arrangementer ville have karakter af møde- eller kursusvirksomhed, som særskilt ville kunne berettige til diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
2. Ministeriet udtalte sig desuden i sit første og sit andet brev som det retlige grundlag for tilbagesøgning af med urette udbetalte beløb fra de berørte amtsrådsmedlemmer.
Ministeriet udtalte blandt andet i sit andet brev, at fejlagtig udbetaling af diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter ministeriets opfattelse ikke ganske kunne sidestilles med fejlagtig udbetaling af løn m.v. Ministeriet henviste i den forbindelse til, at amtsrådet havde det overordnede ansvar for hele den kommunale virksomhed og et amtsrådsmedlem således selv havde medansvar for og indflydelse på, hvorledes den amtskommunale administration organiseres. På denne baggrund fandt ministeriet ikke, at der - som anført i advokatberetningen - generelt kunne stilles krav om grov uagtsomhed som betingelse for, at tilbagesøgningskrav kunne gøres gældende.
3. Ombudsmanden udtalte i en udtalelse, der er gengivet i ministeriets andet brev blandt andet, at ombudsmanden kunne tilslutte sig Indenrigsministeriets og amtsrådets opfattelse, hvorefter de nuværende amtsrådsmedlemmer, der var omfattet af advokatens rapport, som udgangspunkt var inhabile. Ombudsmanden var derimod – i modsætning til ministeriets udtalelse i ministeriets første brev – mest tilbøjelig til at anse det enkelte amtsrådsmedlem, der havde anerkendt sin tilbagebetalingspligt, for inhabilt også ved afgørelsen af sagerne om de andre amtsrådsmedlemmers tilbagebetalingspligt, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og 5.
Ministeriet udtalte videre i sit første brev, at ministeriet var mest tilbøjelig til at mene, at den tidligere amtsborgmester, der nu var ordinært medlem af amtsrådet, ville være inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, henset til, at det fremstod som en mulighed, der ikke kunne lades ud af betragtning, at en undladelse af at kræve beløb, der var udbetalt med urette, tilbage, kunne få erstatningsansvarsmæssige konsekvenser for vedkommende.
På baggrund af ombudsmandens udtalelse og på baggrund af det forhold, at det var oplyst, at 20 ud af 31 nuværende amtsrådsmedlemmer ville være inhabile, udtalte ministeriet i ministeriets andet brev, at § 14 i lov om kommunernes styrelse om indkaldelse af stedfortrædere ikke kunne sikre, at amtsrådet ikke mistede sin beslutningsdygtighed, idet der ikke eksisterede nogen pligt for de medlemmer, der var valgt på den pågældende kandidatliste, at indkalde en stedfortræder for et inhabilt medlem. Hvis amtsrådet i medfør af bestemmelserne om inhabilitet i forvaltningslovens § 3 mistede sin beslutningsdygtighed, gjaldt disse bestemmelser om inhabilitet ikke, jf. herved forvaltningslovens § 4, stk. 2.
4. Ministeriet udtalte videre i sit andet brev om de forslag til dagsordenspunkter, som amtsborgmesteren havde til hensigt at fremsætte på et amtsrådsmøde om sagen.
Ministeriet udtalte blandt andet, at et amtsråd kunne træffe beslutninger i spørgsmål, der vedrørte forberedelsen af dens sager og udførelsen af de opgaver, som amtsrådet havde overdraget udvalg og administration at behandle, og derfor kunne udtale kritik af den måde, hvorpå f.eks. hvervet som borgmester varetoges. Et amtsråd ville derimod ikke have kompetence til at udtalte kritik af de enkelte medlemmers dispositioner.
Indenrigsministeriets skrivelse af 8. juli 1994 til et amtsråd
- 4.k., j.nr. 1994/1331/042-1
Indenrigsministeriets skrivelse af 16. december 1994 til et amtsråd
- 4.k., j.nr. 1994/1331/042-1