4. kommunekontor i Indenrigsministeriet udtalte som svar på en forespørgsel fra 2. sekretariatskontor, at muligheden for at modtage befordringsgodtgørelse efter den dagældende bestemmelse i kommunestyrelseslovens § 16, stk. 9, alene gav adgang til dækning af positive udgifter i forbindelse med varetagelsen af hvervet. Det var imidlertid fast antaget bl.a. med støtte i forarbejderne, at der kunne fastsættes generelle godtgørelsessatser, når disse var fastsat under hensyn til gennemsnitlige faktiske omkostninger. Det var herefter Indenrigsministeriets opfattelse, at tilsynsråd lovligt kunne beslutte at yde befordringsgodtgørelse efter de såkaldte ”høje kilometertakster”, som var generelle takster fastsat af Kommunernes Landsforening.
4. kommunekontor udtalte endvidere, at kommunestyrelseslovens regler om erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste måtte forstås således, at erstatningen skulle dække det faktiske indtægtstab, der var forbundet med fraværet fra arbejdet i forbindelse med varetagelsen af hvervet. Kontoret henviste blandt andet til side 64 ø. i betænkning nr. 1271/1994 om kommunalpolitikeres arbejdsvilkår, hvoraf det fremgår, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste burde omfatte alle mistede økonomiske ydelser forbundet med fraværet fra arbejdspladsen, herunder feriegodtgørelse, manglende pensionsindbetalinger m.v.
Som også anført i skrivelsen blev kommunestyrelseslovens regler ændret ved lov nr. 380 af 14. juni 1995, hvorved der bl.a. i kommunestyrelseslovens § 16, stk. 10, litra a, blev indført en ret til obligatorisk befordringsgodtgørelse.
4. kommunekontors brev af 10. juli 1995 til 2. sekretariatskontor
- 4.k.kt., j.nr. 1995-1342/350-1