I anledning af en anmodning fra Dansk Flygtningehjælp til en kommune om at bistå med tilvejebringelsen af boliger til 300 af de flygtninge, som var indkvarteret på centre i den pågældende kommune, vedtog kommunalbestyrelsen at gøre generel brug af anvisningsretten til almennyttige boliger i henhold til § 14, stk. 2, 1. pkt., i lov om boligbyggeri (lovbekendtgørelse nr. 668 af 4. august 1995).
Kommunen oplyste, at det ville bero på en konkret vurdering, hvem der i det enkelte tilfælde skulle have tildelt en lejlighed, som kommunen havde anvisningsret til. Bosniske krigsflygtninge, der manglede en bolig, ville blive behandlet på linie med andre borgere i kommunen, der var husvilde. Kommunen anså såvel bosniere som danskere, der ikke havde selvstændige lejligheder, som husvilde.
Udtalt, at kommunens begrænsning af anvendelsen af anvisningsretten til at angå husvilde ikke fandtes at gå ud over lovens formål. Hvem der i det enkelte tilfælde skulle tildeles en lejlighed, som kommunen havde anvisningsret til, var en skønsmæssig afgørelse. Det var i overensstemmelse med lovens forarbejder, at adgangen blev benyttet til indkvartering af husvilde. Den af kommunen anlagte fortolkning, hvor der ved husvilde blev forstået personer, der ikke havde selvstændige lejligheder - og derfor også bosniske krigsflygtninge, der efter at have fået opholdstilladelse skulle fraflytte et asylcenter - gav ikke ministeriel anledning til bemærkninger.
Indenrigsministeriets brev af 13. oktober 1995 til en kommunalbestyrelse
- 4. k.kt. j.nr. 1995/122/147-38