En amtskommune havde forespurgt, fra hvilket tidspunkt der kunne udbetales pension til en borgmester, der modtog højeste efterløn (senere ændret til: eftervederlag).
Efter § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1169 af 23. december 1993 om pension m.v. til borgmestre og amtsborgmestre m.fl. kunne der ikke samtidig oppebæres pension og efterløn.
Efter § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen udbetaltes efterløn med et beløb, der for hvert år, funktionstiden havde varet, svarede til 1,5 gange det sidst ydede månedlige borgmestervederlag, dog højst svarende til 12 gange det sidst ydede månedlige vederlag.
I henhold til § 7, stk. 2, kapitaliseredes og forfaldt den del af efterlønnen, der svarede til højst 6 gange det sidst ydede månedlige vederlag til udbetaling den 1. i måneden efter hvervets ophør. Eventuel efterløn herudover udbetaltes månedsvis forud fra den 1. i måneden efter ophør af borgmestervederlæggelsen.
Sammenhængen mellem disse bestemmelser var hidtil af ministeriet blevet fortolket således, at der ved udbetaling af efterløn svarende til 12 måneders vederlag, ikke i samme periode -- 12 måneder - kunne oppebæres pension.
Denne retsopfattelse var næppe holdbar.
12-måneders reglen i § 7, stk. 1, regulerede beregningen af efterlønnen og § 7, stk. 2, dens udbetaling. Det fremgik derimod ikke af bestemmelsen, at efterlønnen ydedes for eller var ment at dække en bestemt periode.
Således måtte den naturlige læsning af udtrykket “samtidig” i § 6, stk. 1, knyttes til udbetalingen, med den virkning, at der ikke i de måneder, hvor der udbetaltes efterløn, kunne oppebæres pension.
Indenrigsministeriet meddelte herefter den pågældende amtskommune, KL og Amtsrådsforeningen, at Indenrigsministeriet ikke fandt, at der var noget til hinder for, at der udbetaltes pension, når den sidste rate efterløn var udbetalt.
Opmærksomheden henledes på, at det af de senere gældende regler, jf. § 24, stk. 1, i vederlagsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 2001 af 28. oktober 2021, fremgår, at egenpensionen til en borgmester udbetales den 1. i måneden efter den sidste udbetaling af eftervederlag, hvis den pågældende på dette tidspunkt har nået folkepensionsalderen. Reglerne om eftervederlagets udbetaling fremgår af vederlagsbekendtgørelsens § 20, stk. 3.
Indenrigsministeriets telefonnotat af 22. februar 1996 vedr. en henvendelse fra en amtskommune
- j.nr. 1993/1201-5, Forvaltningsjura