En kommune havde forespurgt Indenrigsministeriet, hvorvidt en kommune skulle opkræve renter af pengekrav, som sendes til inddrivelse i en anden kommune.
Indenrigsministeriet udtalte, at betingelserne for, at en kommunalbestyrelse kunne træffe beslutning om opkrævning af morarenter i henhold til gebyrlovens § 3, var, at der ikke i den øvrige lovgivning var særlige regler om opkrævning af morarenter ved for sen betaling af den omhandlede ydelse, at den omhandlede ydelse var tillagt udpantningsret, og at den omhandlede ydelse opkrævedes af kommunen.
Indenrigsministeriet udtalte videre, at § 3 indeholdt en fakultativ hjemmel for den enkelte kommunalbestyrelse til - såfremt gebyrlovens betingelser for opkrævning i øvrigt var opfyldt - at træffe afgørelse om, hvorvidt der ved for sen betaling af kommunale ydelser skulle beregnes morarenter. En kommunalbestyrelse ville således efter Indenrigsministeriets opfattelse lovligt kunne beslutte, at der skulle opkræves rente ved for sen betaling af nogle ydelsestyper og ikke af andre. Morarenterne kunne opkræves fra kravets forfaldsdato, og der var ikke i gebyrloven krav om fremsendelse af rentepåkrav.
Indenrigsministeriet udtalte endvidere, at betegnelsen "opkræve" i gebyrloven anvendtes i forbindelse med kommunens egne krav, mens betegnelsen "inddrive" anvendtes i relation til en anden myndigheds krav. Det fulgte således af gebyrlovens § 3, at en kommunalbestyrelse alene ville kunne beslutte, at der skulle betales morarenter af krav, for hvilke kommunen selv var kreditor.
Indenrigsministeriet tilføjede, at det fulgte af gebyrlovens § 3, sidste punktum, at morarenterne tilfaldt den kommune, der var kreditor for hovedkravet. Dette gjaldt uanset, om kravet blev inddrevet af en anden kommune.
Indenrigsministeriets brev af 19. januar 1996 til en kommune
- 4.k.kt., j. nr. 1995/1993-42