Regeringen havde besluttet at udsende en henstilling til samtlige offentlige myndigheder om at opstille målsætninger for sagsbehandlingstider i sager, hvor myndighederne skulle træffe afgørelse i forhold til borgerne.
Indenrigsministeriet udsendte derfor denne henstilling til kommunalbestyrelser og amtsråd, samtidig med, at Justitsministeriet har udsendt en tilsvarende henstilling til de statslige myndigheder.
Indenrigsministeriet udtalte, at det var et grundlæggende krav til forvaltningen, at afgørelser blev truffet så hurtigt, som det var muligt og forsvarligt.
Indenrigsministeriet udtalte, at myndighederne generelt burde tilrettelægge sagsbehandlingen således, at der hurtigst muligt efter modtagelsen af en henvendelse foretoges en gennemgang og vurdering af sagen bl.a. med henblik på at afklare, om man var rette myndighed, eller om henvendelsen skulle videresendes til en anden myndighed. Var man rette myndighed, måtte der tages stilling til, hvilke sagsbehandlingsskridt sagen gav anledning til, herunder hvilke udtalelser der skulle indhentes til brug for sagens behandling. Med en sådan visitation af henvendelsen, der foretoges hurtigt efter modtagelsen, kunne det sikres, at der ikke skete unødige forsinkelser.
Indenrigsministeriet udtalte endvidere, at det næppe kunne lade sig gøre at opstille absolutte regler om, hvor hurtigt en myndighed skulle behandle sine sager. Selv inden for de enkelte typer af sager, som en myndighed beskæftigede sig med, ville der kunne være forhold, der gjorde, at en sag trak ud. Dette betød på den anden side ikke, at det ikke kunne være hensigtsmæssigt at opstille nærmere målsætninger for, hvor hurtigt en myndighed tilstræbte at kunne behandle sine sager.
På denne baggrund henstillede Indenrigsministeriet til, at de enkelte kommunalbestyrelser og amtsråd opstillede målsætninger for, hvor hurtigt man ville tilstræbe at behandle sager, hvor forvaltningen skulle træffe afgørelser i forhold til borgeren. For sjældent forekomne eller særlige sagstyper kunne dette dog undlades. De målsætninger, der opstilledes, skulle være forsvarlige og realistiske.
De enkelte kommuner og amtskommuner burde udarbejde en oversigt over de opstillede mål for sagsbehandlingstider. En sådan oversigt ville være offentligt tilgængelig.
Opstillingen af målsætninger burde suppleres med en ordning, der løbende gjorde det muligt at kontrollere overholdelsen af – og eventuelt justere - målsætningerne. Det kunne i den forbindelse blive aktuelt at ændre målsætningerne, hvis de var urealistiske eller for lempelige.
Borgeren burde under alle omstændigheder, hvor der ikke var opstillet særlige frister, modtage et svar fra kommunen eller amtskommunen inden en måned efter sagens modtagelse. Dette kunne være i kraft af en afgørelse i sagen eller et foreløbigt svar, hvor kommunen eller amtskommunen bekræftede at have modtaget sagen og oplyste, hvad sagen beroede på, og så vidt muligt, hvornår en afgørelse forventedes at foreligge.
Indenrigsministeriet bemærkede, at der på visse områder kunne være fastsat særlige lovregler om sagsbehandlingstider.
Indenrigsministeriets henstilling af 4. juni 1997 vedrørende fastsættelse af målsætninger for sagsbehandlingstiden, sendt til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd
- 1. kommunekontor, j.nr. 1997/1002-2