KL havde anmodet Indenrigsministeriet om besvarelse af en række spørgsmål vedrørende erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste med henblik på en afklaring af, hvilke krav kommunalbestyrelsen kan stille til et medlem for så vidt angår planlægningen af den pågældendes arbejdstider.
Indenrigsministeriet udtalte blandt andet:
For det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem, der har valgt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og som opfylder lovens betingelser, er der tale om et retskrav. Denne ret kan ikke begrænses ved regler fastsat af kommunalbestyrelsen.
Af ministeriets vederlagsvejledning fremgår det, at erstatningen ydes for det tab, der faktisk lides i forbindelse med deltagelse i mødet mv. Det er således ikke bare selve mødetiden m.v., men også den samlede rejsetid, der skal medregnes. Derimod indgår forberedelsestiden i forbindelse med møder ikke i beregningen.
For lønmodtageres vedkommende vil en skriftlig erklæring fra vedkommende arbejdsgiver normalt være tilstrækkelig dokumentation for tabet.
Da det er det faktisk lidte tab, der skal erstattes, kan der som udgangspunkt ikke ydes erstatning ud over den til selve mødet og befordring frem og tilbage medgåede tid. Kun hvis der på grund af arbejdsforholdets indhold eller karakter lides tab derudover kan dette erstattes.
Der er ikke efter loven eller bekendtgørelsen noget krav om, at det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem skal søge at begrænse sit tab ved så vidt muligt at få omlagt sin arbejdstid, og der består ikke nogen adgang for kommunalbestyrelsen til at stille krav herom.
Indenrigsministeriets skrivelse af 28. maj 1997 til KL
- 4.k., j.nr. 1997/1304/537-1, Forvaltningsjura