1. En kommune havde spurgt Indenrigsministeriet, om kommuner kunne opkræve gebyrer fra andre kommuner uden for gebyrlovens område ved erindring om ikke-rettidig betaling af refusion efter bistandslovens §§ 11 og 47 svarende til de faktiske omkostninger.
Indenrigsministeriet udtalte, at det måtte antages, at gebyrloven ikke indeholdt en udtømmende angivelse af, i hvilke tilfælde der kunne opkræves gebyrer for ekspeditioner i kommuner. Ministeriet henviste til, at formålet med loven havde været at skaffe sikker lovhjemmel til opkrævning af gebyrer på et begrænset område, og at der ikke var holdepunkter i lovteksten eller i lovens bemærkninger for, at man med loven havde ønsket at afskære muligheden for at opkræve gebyrer på ulovbestemt grundlag.
Indenrigsministeriet udtalte endvidere, at der også var adgang til på ulovbestemt grundlag at opkræve omkostningsbestemte gebyrer, når en kommune fremsendte en erindringsskrivelse til en anden kommune. Ministeriet henviste til, at de erstatningsretlige synspunkter, som Østre Landsrets kendelse af 14. december 1992 var baseret på, tilsvarende gjorde sig gældende her.
I tilfælde, hvor debitorkommunen var klar over, at kreditorkommunen mente at have krav på refusion efter bistandslovens §§ 11 og 47, men bestred kravet og ønskede uenigheden afgjort af det sociale ankenævn, jf. bistandslovens § 16, var der ikke noget sagligt behov for at erindre debitorkommunen om ydelsen. Det ville således ikke være lovligt at kræve betaling for en erindringsskrivelse i dette tilfælde.
2. Kommunen havde videre spurgt Indenrigsministeriet, om kommuner kunne opkræve renter efter renteloven fra andre kommuner ved ikke-rettidig betaling af refusion efter bistandslovens §§ 11 og 47.
Indenrigsministeriet oplyste, at renteloven gjaldt for renter af pengekrav på formuerettens område, jf. rentelovens § 1, og at krav, der støttes på den lovgivning, der i særlig grad er bestemt af offentligretlige hensyn som f.eks. bistandsloven, hvad enten kravet blev rettet mod borgeren eller mod det offentlige, faldt uden for rentelovens almindelige område. Dette medførte efter ministeriets opfattelse, at der ikke med hjemmel i renteloven kunne opkræves renter ved ikke-rettidig betaling af refusion efter bistandslovens §§ 11 og 47 bortset fra renter opkrævet efter rentelovens § 8 fra tidspunktet, hvor eventuel retsforfølgning påbegyndes.
Opmærksomheden henledes på Indenrigsministeriets brev af 24. september 1992 (resumédatabasen 92.8.12) om mulighederne for at opkræve gebyrer efter gebyrloven ved ikke-rettidig betaling af refusion efter bistandslovens §§ 11 og 47.
Indenrigsministeriets brev af 8. juli 1997 til en kommune
- 4.k.kt., j.nr. 1997/1171/615-1