97.8.8. Om begrundelseskravet og manglende klagevejledning ved pålæggelse af parkeringsafgifter. Om videresendelse af sagen til fogedretten og ombudsmanden

07-04-1997

En borger havde klaget til Indenrigsministeriet over, at en kommune uden hjemmel havde pålagt borgeren fire parkeringsafgifter, samt over kommunens sagsbehandling i forbindelse hermed.

Indenrigsministeriet udtalte blandt andet følgende:

1. For så vidt angår spørgsmålet om kommunens hjemmel til pålæggelse af de fire parkeringsafgifter udtalte Indenrigsministeriet, at indsigelse mod udlægsforretninger, der foretoges af kommunale pantefogeder, påkendtes af fogedretten efter den på tidspunktet for borgerens sag gældende skatteinddrivelseslov, jf. lov nr. 278 af 26. maj 1976 som senest ændret ved lov nr. 396 af 13. juni 1990. Da borgeren havde indbragt sagen for fogedretten, der havde taget stilling til berettigelsen af kommunens udstedelse af de fire afgifter, kunne Indenrigsministeriet ikke foretage sig videre i den del af sagen, der vedrørte spørgsmålet om kommunens hjemmel til pålæggelse af de fire parkeringsafgifter.

2. For så vidt angår spørgsmålet om forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse udtalte Indenrigsministeriet generelt, at det efter forvaltningslovens § 22 var en pligt for en forvaltningsmyndighed at begrunde skriftlige afgørelser, der går en part imod, og at kravene til begrundelsens indhold var angivet i forvaltningslovens §§ 24, stk. 1 og 2. En generel angivelse af, hvor udførlig en begrundelse skulle være, var ikke mulig. Der bestod ikke en almindelig pligt til i begrundelsen at gå ind på samtlige anbringender m.v. fra en parts side, men i det omfang, der var tale om relevante anbringender, var der en formodning for, at de berørtes i begrundelsen. Af forvaltningslovens § 24 kunne der således ikke udledes nogen pligt til at gå ind på anbringender, der ikke havde betydning for sagen.

Spørgsmålet om, hvorvidt der blev givet den fornødne begrundelse i forbindelse med parkeringsafgifternes pålæggelse, var påkendt af fogedretten, hvorfor Indenrigsministeriet ikke fandt grundlag for at foretage sig videre vedrørende dette spørgsmål. Indenrigsministeriet fandt endvidere ikke, at kommunen havde tilsidesat forvaltningslovens regler om begrundelse i forbindelse med kommunens meddelelse af afslag på anmodningen om at frafalde de pålagte afgifter. De øvrige af borgeren fremførte anbringender, som kommunen ikke allerede havde taget stilling til, var efter ministeriets opfattelse ikke relevante for spørgsmålet om fastholdelse af de pålagte afgifter.

3. Med hensyn til spørgsmålet om klagevejledning udtalte Indenrigsministeriet, at da kommunens afgørelse om at pålægge borgeren parkeringsafgifter ikke kunne påklages til en anden forvaltningsmyndighed, havde kommunen ikke været forpligtet til at give borgeren klagevejledning i henhold til forvaltningslovens § 25.

Efter forvaltningslovens § 26 skulle afgørelser, der kun kunne indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, være ledsaget af oplysning herom. Efter skatteinddrivelseslovens § 6 var fristen for fremsættelse af indsigelser over for pante- eller toldfogeden 4 uger fra forretningens foretagelse. På tidspunktet for afgørelsen om at pålægge borgeren afgifterne var det imidlertid ikke tale om at indbringe en indsigelse mod et udlæg for fogedretten, og det kunne derfor ikke fastslås, hvornår fristen i skatteinddrivelseslovens § 6 ville begynde at løbe. Kommunen havde følgelig ikke efter forvaltningslovens § 26 været forpligtet til på dette tidspunkt at oplyse borgeren om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.

Ud over de tilfælde, hvor der var pligt til at give vejledning i henhold til forvaltningslovens § 26, fulgte det af vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1, at borgerne i tilfælde, hvor sagsanlæg ville være nærliggende, burde vejledes om muligheden for at indbringe sagen for domstolene. Kommunen havde anført i et bilag til kommunens svar på en tidligere forespørgsel fra borgeren anført, at afgørelsen om pålæggelse af parkeringsafgifter ikke kunne indbringes for højere administrativ myndighed, men kun kunne anfægtes ved udtalelse af stævning mod kommunen.

Indsigelser mod den pålagte parkeringsafgift kunne imidlertid som ovenfor anført tillige i medfør af skatteinddrivelsesloven forlanges indbragt for fogedretten i forbindelse med foretagelse af udlæg. Den af kommunen meddelte klagevejledning var således ikke fyldestgørende.  Efter Indenrigsministeriets opfattelse måtte kommunen i forbindelse med, at en borger fremførte indsigelser mod en parkeringsafgift, som ikke førte til, at afgiften blev frafaldet, som en del af sin vejledningspligt være forpligtet til ud over muligheden for civilt søgsmål tillige at oplyse om muligheden for indbringelse for fogedretten.

4. I relation til borgerens klage over, at kommunen afviste at videresende borgerens klage til fogedretten, førend udlæg var foretaget, bemærkede Indenrigsministeriet, at fogedretten i henhold til skatteinddrivelseslovens § 6 alene havde hjemmel til at tage stilling til indsigelser mod udlæg. Bestemmelsen var således ikke anvendelig, før udlæg foretoges, hvorfor kommunen ikke havde haft pligt til at videresende borgerens klage.

5. I relation til borgerens klage over, at kommunen havde afvist borgerens begæring om oversendelse af sin klage til Folketingets Ombudsmand, havde kommunen anført, at ombudsmanden efter de dagældende bestemmelser i ombudsmandsloven kun havde indseende med kommunale sagsområder, hvor der var klageadgang til en statslig myndighed. Det af kommunen anførte herom gav ikke Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger. Ministeriet tilføjede dog, at den nævnte begrænsning af ombudsmandens kompetence ved lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand bortfaldt med virkning for sager afgjort efter den 1. januar 1997.

Det var endvidere Indenrigsministeriets opfattelse, at der hverken efter forvaltningslovens § 7, stk. 2, eller på andet grundlag påhvilede en forvaltningsmyndighed en forpligtelse til at videresende en sag til Folketingets Ombudsmand alene efter anmodning fra en part, der ikke havde fået medhold hos myndigheden. Kommunen handlede således ikke ulovligt ved ikke at oversende borgerens klage til ombudsmanden.

Indenrigsministeriets brev af 7. april 1997 til en borger
- 4.k.kt., j.nr. 1997/1220/101-22