En kommunalbestyrelse havde anmodet Indenrigsministeriet om en udtalelse vedrørende kommunens notat om udbetaling af befordringsgodtgørelse, herunder om et medlem, der kører fra arbejdsstedet og deltager i et møde og herefter returnerer til arbejdsstedet – hvilket tur-retur svarer til ca. 90 km – har ret til befordringsgodtgørelse.
Indenrigsministeriet udtalte blandt andet, at kommunalbestyrelsen efter § 16, stk. 10, litra a, i lov om kommunernes styrelse blandt andet skal yde befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer, der deltager i møder i kommunalbestyrelsen, dennes udvalg samt underudvalg.
Bestemmelsen giver kun adgang til dækning af positive udgifter. Dette er efter forarbejderne til bestemmelsen imidlertid ikke til hinder for, at der fastsættes generelle godtgørelsessatser, når blot dette sker under hensyn til de faktiske omkostninger. Fraværsgodtgørelsen vil typisk omfatte merudgifter til forplejning og logi.
Som ført i vederlagsvejledningen (se pr. 1. marts 2022 vejledning nr. 9017 af 7. januar 2019 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv pkt. 4.1.1., litra a) antages det, at bestemmelsen, uanset, at der ikke i § 16, stk. 10, i lov om kommunernes styrelse er fastsat begrænsninger i kommunernes pligt til at yde befordringsgodtgørelse, først og fremmest tager sigte på transport fra bopælen til det sted, hvor det kommunale hverv udøves. Der kan dog efter bestemmelsen tillige være krav på godtgørelse af transportomkostninger også fra et arbejdssted uden for kommunegrænsen til mødestedet, hvis det under hensyn til transporttiden og de hermed forbundne udgifter må anses for naturligt, at den pågældende deltager i mødet m.v. Der kan derimod næppe være adgang til at godtgøre transportomkostninger i tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem på grund af bortrejse i forbindelse med arbejde eller ferie har lovligt forfald.
Kommunernes pligt til at yde befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer har sammenhæng med den mødepligt, der følger af det kommunale hverv som kommunalbestyrelsesmedlem, og kan dermed i et vist omfang bero på en skønsmæssig vurdering.
Som eksempel på en situation, hvor kommunen efter omstændighederne kan være forpligtet til at yde befordringsgodtgørelse kan nævnes tilfælde, hvor der afholdes et kommunalbestyrelsesmøde i normal arbejdstid, og hvor der derfor er spørgsmål om godtgørelse i forbindelse med befordring fra arbejdspladser på egnen og tilbage igen.
Indenrigsministeriet finder således ikke, at det i notatet anførte om, at et kommunalbestyrelsesmedlem kun i de situationer, hvor transporttiden og de dermed forbundne udgifter vil være af nogenlunde samme omfang, som ved transport fra hjemmet, skal have befordringsgodtgørelse, er udtryk for en dækkende beskrivelse af retstilstanden.
Indenrigsministeriet finder endvidere ikke, at det forhold, at enkelte møder i kommunalbestyrelsen som følge af vigtigheden af de sager, der er til behandling, må tillægges en særlig vægt, er af betydning ved ydelsen af befordringsgodtgørelse.
Endelig skal Indenrigsministeriet bemærke, at en afstand på 45 km fra arbejdssted til mødested ikke i sig selv medfører, at der ikke er mødepligt ved kommunalbestyrelsesmøder m.v., og der vil derfor efter Indenrigsministeriets opfattelse i en sådan situation være pligt til at yde befordringsgodtgørelse til det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem, der kører fra arbejdsstedet for at deltage i et møde og returnerer til arbejdsstedet.
Indenrigsministeriets brev af 8. april 1998 til en kommunalbestyrelse
- 4.k., j.nr. 1998/1342/735-1