Et bydelsråd havde forelagt bydelsrådets beslutning om at suspendere bydelsrådsformanden til indenrigsministerens stadfæstelse, jf. den dagældende bestemmelse i § 66, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.
Indenrigsministeriet udtalte, at da det godkendte regulativ for bydelsrådet ikke indeholdt en fravigelse af den dagældende bestemmelse i § 66 i lov om kommunernes styrelse, fandt denne bestemmelse også anvendelse for bydelsrådet, jf. den dagældende bestemmelse i § 65 e, stk. 1 og 5, i lov om kommunernes styrelse.
Indenrigsministeriet havde forstået bydelsrådets henvendelse således, at bydelsrådets beslutning om at suspendere sin formand var begrundet i tre forhold: At formanden ikke som pålagt mødet op til et møde med personalet, at formanden ikke havde taget de initiativer, der var pålagt formanden med bydelsrådets handlingsplan, og at formanden efter bydelsrådets opfattelse generelt havde udvist manglende lederevner og samarbejdsevner.
Generelt bemærkede Indenrigsministeriet, at “vægring” begrebsmæssigt måtte forudsætte, at der forelå en forsætlig handling eller undladelse. En embedsforsømmelse, der ikke var forsætlig, ville således ikke kunne betegnes som vægring. Anvendelse af indgrebsmulighederne efter den dagældende bestemmelse i § 66 i lov om kommunernes styrelse forudsatte endvidere, at der var tale om en forsømmelse fra bydelsrådsformandens side. Bydelsrådets beslutninger måtte derfor have et sådant indhold, at det stod klart, hvorledes de skulle føres ud i livet. Endvidere måtte en manglende udførelse af bydelsrådets beslutninger kunne henføres til bydelsrådsformanden.
Med hensyn til mødet med personalet fandt Indenrigsministeriet ikke grundlag for at antage, at bydelsrådsformandens manglende fremmøde den pågældende dag skyldtes et ønske om at modarbejde bydelsrådets beslutning. Det bemærkedes herved, at det manglende fremmøde ifølge bydelsrådsformandens udtalelse skete efter råd fra bydelsadministrationschefen, samt at bydelsrådsformanden dagen efter orienterede medarbejderne personligt. Det manglende fremmøde kunne derfor ikke betegnes som en vægring. Det bemærkedes endvidere, at det beskrevne hændelsesforløb — uanset baggrunden herfor — ikke i sig selv ville kunne begrunde suspension af bydelsrådsformanden i medfør af § 66, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.
Indenrigsministeriet fandt ligeledes ikke grundlag for at fastslå, at der forelå vægring fra bydelsrådsformandens side med hensyn til udmøntningen af handlingsplanen. Ministeriet havde herved lagt vægt på, at bydelsrådet ikke i forbindelse med suspensionen af bydelsrådsformanden havde angivet, hvilke konkrete pålæg i handlingsplanen bydelsrådsformanden havde forsømt at opfylde, bortset fra et punkt i handlingsplanen vedrørende afholdelse af kvartårlige seminarer. Ifølge bydelsrådsformandens udtalelse havde bydelsrådsformanden på et bydelsrådsmøde fremlagt et notat, der bl.a. indeholdt forslag til afholdelse af et seminar.
Det bemærkes endelig, at det forhold, at bydelsrådsformanden efter bydelsrådets opfattelse havde udvist manglende ledelses- og samarbejdsevner, ikke kunne karakteriseres som en vægring, eftersom en “vægring” måtte forudsætte, at der forelå en forsætlig handling eller undladelse.
Da de af bydelsrådet anførte forhold vedrørende bydelsrådsformandens varetagelse af sit formandshverv ikke kunne anses som vægring, var betingelserne for at anvende suspensionsbestemmelserne i § 66 i lov om kommunernes styrelse, der forudsatte “grov eller gentagen vægring”, ikke opfyldt.
Indenrigsministeriet fandt derfor ikke grundlag for at stadfæste bydelsrådets beslutning om at suspendere bydelsrådsformanden.
Efter afgivelsen af Indenrigsministeriets brev af 6. maj 1998 er bestemmelserne om afsættelse og suspension af borgmestre blevet ændret ved lov nr. 1470 af 17. december 2013, ligesom bydelsrådsforsøget udløb den 1. januar 2001 uden at blive forlænget.
Indenrigsministeriets brev af 6. maj 1998 til et bydelsråd
- 1. kommunekontor, j.nr. 1998/1071/103-1