Udtalt, at bestemmelsen om udvalgsmedlemmers standsningsret er udtryk for en væsentlig fravigelse af det almindeligt gældende flertalsprincip. Der er tale om en vidtgående mindretalsbeskyttelsesregel, der hjemler det enkelte udvalgsmedlem en ret til at gribe ind i sagsbehandlingen. Sagen, hvori beslutningen er standset, skal følge almindelig procedure og skal uden unødig forsinkelse forelægges kommunalbestyrelsen, eventuelt via økonomiudvalget og andre udvalg. Det forhold, at udførelsen af en beslutning er standset, udelukker således ikke, at sagen – forinden forelæggelse for kommunalbestyrelsen – forelægges et eller flere udvalg, herunder økonomiudvalget.
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at træffe realitetsafgørelse i en sag, der er indbragt til afgørelse i kommunalbestyrelsen i medfør af styrelseslovens § 23. Da der foreligger en udvalgsafgørelse, vil kommunalbestyrelsen dog kunne indskrænke sig til at træffe beslutning om, at udvalgets beslutning skal udføres. Forpligtelsen til at træffe realitetsafgørelse indebærer, at ethvert medlem af kommunalbestyrelsen har ret til at få ordet mindst én gang inden sagens afslutning, herunder mulighed for at begrunde sin holdning og mulighed for at fremsætte ændringsforslag.
Udtalt, at der ikke efter Indenrigsministeriets opfattelse er grundlag for at fortolke styrelseslovens § 23 således, at kommunalbestyrelsesmedlemmets ret efter bestemmelsen er begrænset til de situationer, hvor medlemmet finder, at udvalgsbeslutningen lider af en mangel, eller at sagen i øvrigt efter sit indhold og karakter bør afgøres af kommunalbestyrelsen og ikke af det pågældende udvalg. Kommunalbestyrelsesmedlemmets ret efter bestemmelsen i § 23 er således uafhængig af, om et flertal i kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke foreligger nogen saglig begrundelse for at indbringe sagen for kommunalbestyrelsen.
Indenrigsministeriets brev af 24. september 1999 til en kommunalbestyrelse
– 1. k.kt. j. nr. 1998/1073/101-2