Kommunernes Landsforening havde rettet henvendelse til Indenrigsministeriet med tre spørgsmål vedrørende befordrings- og fraværsgodtgørelse efter §§ 16 og 16 a i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 59 af 29. januar 1998).
Indenrigsministeriet oplyste indledningsvis, at et kommunalbestyrelsesmedlem ikke har pligt til at modtage de godtgørelser, der er nævnt i § 16, stk. 10, i lov om kommunernes styrelse, jf. herved § 16, stk. 9, der alene henviser til de ydelser, som er nævnt i § 16, stk. 1-8. Et kommunalbestyrelsesmedlem har imidlertid krav på at modtage de nævnte godtgørelser, herunder befordringsgodtgørelse, jf. § 16, stk. 10, litra a, og kommunalbestyrelsen kan derfor ikke – heller ikke i enighed – træffe beslutning om en begrænsning af medlemmernes krav på godtgørelse.
Indenrigsministeriet udtalte herefter, at § 16, stk. 10, ikke er til hinder for, at der fastsættes generelle godtgørelsessatser, når blot dette sker under hensyn til de faktiske omkostninger. Såfremt Ligningsrådets satser bygger på gennemsnitsberegninger af udgifter ved bilhold, brændstofpriser og afskrivning m.v., er kommunalbestyrelsen afskåret fra at træffe beslutning om alene at godtgøre kørsel i egen bil med den såkaldt lave sats.
Indenrigsministeriet udtalte endvidere, at en kommunalbestyrelse er afskåret fra at træffe beslutning om, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne ikke kan modtage kørselsgodtgørelse ved kørsel inden for kommunens grænser, jf. § 16, stk. 10, litra a, jf. § 16, stk. 9, i lov om kommunernes styrelse.
Indenrigsministeriet udtalte endelig, at kommunalbestyrelsen – under hensyn til de faktiske omkostninger - har adgang til at fastsætte generelle godtgørelsessatser, uanset ændringer i skattereglerne. Således er den skattemæssige behandling af fraværsgodtgørelse ikke i sig selv afgørende for, om godtgørelsen er i overensstemmelse med reglerne i lov om kommunernes styrelse.
Indenrigsministeriets brev af 17. marts 1999 til KL
- 4.k.kt., j.nr. 1999/1340-2