Udtalt, at der som udgangspunkt er fri adgang til delegation inden for kommunestyret. Det forhold, at kommunalbestyrelsen er angivet som det kompetente organ i lovgivningen, indebærer således ikke, at kommunalbestyrelsen er afskåret fra at overlade udøvelsen af kompetencen til et kommunalt udvalg eller til kommunens administration, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen.
Når kommunalbestyrelsen i den kommunale styrelseslov er angivet som det kompetente organ indebærer dette imidlertid et delegationsforbud. Dette skal ses i sammenhæng med, at reglerne i styrelsesloven – til forskel fra anden lovgivning, der beskriver kommunalbestyrelsens kompetence – vedrører indret-ningen af det kommunale styrelsessystem, herunder fastlæggelsen af de indbyrdes kompetenceforhold mellem de kommunalpolitiske organer.
Endvidere udtalt, at det – uanset at det ikke er fastsat eller forudsat i den pågældende lovgivning – i visse tilfælde kan følge af en sags beskaffenhed, at behandlingen af sagen skal ske i kommunalbestyrelsen i et møde og således ikke kan overlades til et udvalg eller til kommunens administration. Det kan bl.a. være tilfældet for så vidt angår sager, der vedrører den samlede kommunalbestyrelse som kollegium, og sager af politisk indhold, hvor der skal træffes særligt vidtrækkende beslutninger. Baggrunden herfor er bl.a., at sådanne sager har en betydelig almen interesse, og at det derfor er af væsentlig betydning, at disse sager behandles offentligt.
I den konkrete sag havde et stående udvalg truffet beslutning om at yde støtte til en ridehal og dermed undladt at træffe beslutning i medfør af den daværende folkeoplysningslovs § 24, stk. 3, der giver mulighed for at træffe beslutning om at undlade driftstilskud til haller.
Udtalt, at sager, hvor der i medfør af folkeoplysningslovens § 24, stk. 3, er mulighed for at træffe beslutning om at undlade at yde driftstilskud til haller, ikke er af en sådan beskaffenhed, at beslutning herom skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde.
Indenrigsministeriet lagde endvidere til grund, at det ikke i folkeoplysningsloven eller bemærkningerne til loven er fastsat eller forudsat, at kompetencen i medfør af folkeoplysningslovens § 24, stk. 3, skal udøves af kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsens kompetence i medfør af folkeoplysningslovens § 24, stk. 3, kunne således lovligt udøves af et udvalg.
Tilføjet, at bestemmelserne i folkeoplysningslovens § 24 skal sammenholdes med styrelseslovens § 40, stk. 2.
Bestemmelsen i styrelseslovens § 40, stk. 2, skal forstås som et forbud mod delegation af bevillingskompetence. Alle sager om meddelelse af bevillinger skal således behandles i kommunalbestyrelsen.
Hovedreglen om forbud mod delegation af bevillingsmyndigheden betyder imidlertid ikke, at alle udgifts- eller indtægtsmæssige dispositioner i kommunen skal forelægges for kommunalbestyrelsen. Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen ved sin bevillingsgivelse anvender bevillingsrammer, der overlader kompetence og ansvar for bevillingens anvendelse og overholdelse til et udvalg eller til kommunens administration.
Det forhold, at en undladelse af at træffe beslutning i medfør af folkeoplysningslovens § 24, stk. 3, medførte, at kommunen var forpligtet til fremover at yde tilskud til den omhandlede ridehal efter folkeoplysningslovens regler, indebar ikke, at det stående udvalg herved i strid med styrelseslovens § 40, stk. 2, havde taget bevillingsmæssig stilling til ydelsen af tilskud i fremtidige budgetår.
Det stående udvalg kunne således lovligt træffe beslutning om at yde tilskud til den omhandlede ridehal og dermed undlade at træffe beslutning i medfør af folkeoplysningslovens § 24, stk. 3, uanset at udvalgets beslutning forpligtede kommunen til fremover at yde tilskud til ridehallen efter folkeoplysningslovens regler.
Tilføjet, at styrelsesloven ikke indeholder særlige regler, der regulerer spørgsmålet om, hvorvidt et udvalg eller den kommunale administration kan træffe beslutninger eller foretage dispositioner, der belaster kommunens fremtidige budgetter.
Indenrigsministeriets brev af 30. juni 2000 til et byråd
– 1. k.kt. j.nr. 1999/1072/233-2