Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt et kommunalt fællesskab kan udføre renseriopgaver for private, herunder for personale ansat i det kommunale fællesskab eller andre kommunale institutioner, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse.
Det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at kommuner ikke uden hjemmel kan drive handel, håndværk, industri eller finansiel virksomhed.
Dog kan en kommune, en amtskommune eller et kommunalt fællesskab varetage produktion til eget brug. En kommune, en amtskommune eller et kommunalt fællesskab kan endvidere – for at undgå værdispild – på visse betingelser lovligt afsætte eventuelle biprodukter fra kommunal virksomhed, samt i et vist begrænset omfang sælge overkapacitet og således varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale.
Efter de kommunale tilsynsmyndigheders praksis er det bl.a. en betingelse for udnyttelse af overkapacitet, at den pågældende kommunale aktivitet ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale. Det er desuden en forudsætning, at overkapaciteten af hensyn til løsningen af den kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, om en kommune lovligt kan sælge overkapacitet, indgår endvidere som et element i afvejningen, om opgaven i øvrigt varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.
Det antages herudover, at det forhold, at kommuner ikke uden lovhjemmel må yde tilskud til enkeltpersoner eller til enkelte virksomheder og påføre private en urimelig konkurrence, indebærer, at prisen ved salg af overskudskapacitet skal fastsættes således, at den mindst svarer til markedsprisen for den pågældende vare eller tjenesteydelse.
Antaget, at et kommunalt fællesskab efter ovennævnte kommunalretlige grundsætninger lovligt - som en del af fællesskabets produktion til eget brug - kunne udføre vaskeri- og renseriopgaver for de deltagende kommuners institutioner. I den konkrete sag udførte det kommunale fællesskab imidlertid også renseriopgaver til privat brug for fællesskabets egne medarbejdere og for medarbejdere i de institutioner, som fællesskabet i øvrigt udførte vask og rens for. Afgørende var derfor, om disse opgaver kunne begrundes i principperne om adgang til at udnytte overkapacitet.
Det fremgik af sagen, at der var tale om overkapacitet i form af dels ledig maskinkraft, dels ledig arbejdskraft. Baggrunden for overkapaciteten var en permanent nedgang i omfanget af vaske- og renseriopgaver for deltagerne i det kommunale fællesskab. De opgaver, som fællesskabet udførte for de deltagende kommuner, var koncentreret til sommermånederne. Fællesskabets varetagelse af disse renseriopgaver tilsagde, at fællesskabet havde en maskinkapacitet, som ikke kunne udnyttes fuldt ud resten af året. For så vidt angik den personalemæssige overkapacitet var der i sommermånederne behov for en større personalemæssig kapacitet end resten af året, ligesom det blev lagt til grund, at det tog fællesskabet ca. et år at uddanne medarbejdere til varetagelse af renseriopgaver, herunder i sommermånederne.
Indenrigsministeriet fandt på den baggrund ikke, at det kunne kræves, at det kommunale fællesskab afskaffede den overkapacitet i form af maskinkraft og personale, der var begrundet i muligheden for at kunne udføre opgaverne for deltagerne i fællesskabet i sommermånederne. Særligt for så vidt angik spørgsmålet om afskedigelse af personale var det ministeriets opfattelse, at hensynet til en forsvarlig udnyttelse af fællesskabets ressourcer, herunder til at uddanne personale, kunne begrunde, at personale, som der ikke var behov for uden for sommermånederne, ikke afskedigedes. Ved vurderingen af, om det kommunale fællesskab var forpligtet til at afskaffe overkapaciteten, lagde Indenrigsministeriet vægt på, at fællesskabets udførelse af ikke-kommunale opgaver på grundlag af den omhandlede overkapacitet alene udgjorde ca. 3% af den samlede omsætning svarende til 70.000 kr. om året.
Indenrigsministeriets brev af 4. september 2000 til en forening.
– 2. k.kt. j.nr. 1998/1220/015-12