En kommune havde spurgt Indenrigsministeriet om vederlæggelsen af et kommunalbestyrelsesmedlem, der tidligere – fra den 1. december 1998 til 31. juli 1999 havde været sygemeldt, i hvilken periode der havde været indkaldt stedfortræder, jf. § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, og som den 8. juni 2000 havde meddelt, at vedkommende på grund af sygdom ville være forhindret i at varetage hvervet som medlem i en periode af over 1 måned.
Indenrigsministeriet udtalte blandt andet, at en tidligere sygdomsperiode som hovedregel ikke skulle medregnes ved beregningen af tidspunktet for ophør af vederlæggelsen, jf. den dagældende vederlagsbekendtgørelses § 31, stk. 2, (bekendtgørelse nr. 861 af 21. november 1997), og at det faste vederlag ophørte efter 9 måneders fravær, regnet fra den seneste sygdomsperiodes begyndelse, i tilfælde, hvor der som følge af den nævnte forfaldsgrund i hele denne periode var truffet beslutning om indkaldelse af stedfortræder, jf. § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.
Det fremgik af notatet, at der dog efter omstændighederne ud fra omgåelsesbetragtninger kunne ske sammenlægning af to fraværsperioder ved beregningen af ophør af vederlæggelsen.
Opmærksomheden henledes på, at bestemmelsen om ret til vederlag under sygdom efterfølgende er flyttet til vederlagsbekendtgørelsens § 31, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 2001 af 28. oktober 2021.
Indenrigsministeriets telefonnotat af 8. juni 2000 vedr. en henvendelse fra en kommune
- 4. kommunekontor.