Indenrigsministeriet oplyste i et svar til Folketingets Kommunaludvalg på nogle spørgsmål i anledning af et beslutningsforslag blandt andet, at kommuner efter de gældende regler i gebyrloven kunne opkræve et gebyr på højst 250 kr. for udsendelse af et rykkerbrev, en tilsigelse til en udlægsforretning og en begæring om indeholdelse eller tilbageholdelse i løn m.v. Gebyrets størrelse var ikke afhængig af de omkostninger, der var forbundet med udsendelsen af f.eks. et rykkerbrev, ligesom gebyrets størrelse ikke var afhængig af restancens størrelse. (Svaret på spørgsmål nr. 2)
Indenrigsministeriet oplyste videre, at den enkelte kommunalbestyrelse havde mulighed for at differentiere gebyropkrævningen, herunder træffe beslutning om, hvorvidt der skulle opkræves gebyr for f.eks. det første rykkerbrev. (Svaret på spørgsmål nr. 3)
Indenrigsministeriet oplyste desuden, at der i gebyrloven alene var hjemmel til at opkræve gebyr for rykkerbreve m.v. i forbindelse med ikke rettidig betaling af ydelser, der var tillagt udpantningsret, og at gebyrloven således ikke gjaldt med hensyn til kommunernes rent privatretlige krav, f.eks. almindelige erstatningskrav. (Svaret på spørgsmål nr. 2)
Indenrigsministeriet oplyste videre, at det i forarbejderne til gebyrloven var forudsat, at det almindelige inddrivelsesmønster opretholdtes, og at kommunerne efter gebyrlovens ikrafttræden ikke udsendte rykkerbreve hyppigere, end der var saglig begrundelse for. (Svaret på spørgsmål nr. 2)
Der ville således eksempelvis ikke kunne opkræves gebyr af en skyldner, der havde indgået aftale om en afdragsordning med kommunen og overholdt denne. Endvidere ville der ikke være noget sagligt behov for at erindre en skyldner om en ydelse i tilfælde, hvor skyldneren på forhånd havde tilkendegivet over for kommunen, at skyldneren bestred kommunens krav og ønskede indsigelsen prøvet i fogedretten. (Svaret på spørgsmål nr. 3)
Indenrigsministeriet oplyste videre, at den omstændighed, at manglende rettidig betaling beroede på en fejl hos skyldnerens bank, ikke bevirkede, at der ikke kunne opkræves et gebyr i medfør af gebyrloven. En bank, der i strid med en aftale indgået med skyldneren havde undladt at betale en ydelse til en kommune rettidigt, ville efter omstændighederne kunne pådrage sig et erstatningsansvar for gebyrer, som den forsinkede betaling havde givet anledning til. (Svaret på spørgsmål nr. 2).
Indenrigsministeriet oplyste videre efter indhentet udtalelse fra Justitsministeriet, at lovgivningen som udgangspunkt ikke var til hinder for, at en kommune uden forudgående rykkerbrev kunne udsende en tilsigelse til en udlægsforretning, der både udløste retsafgift og et gebyr efter gebyrloven for tilsigelse til udlægsforretning. Fogedretten ville imidlertid kunne tage stilling til indsigelser fra skyldneren om, at en sådan tilsigelse var unødigt bekostelig. (Svaret på spørgsmål nr. 2). Opmærksomheden henledes på, at den dagældende bestemmelse i gebyrlovens § 2, stk. 3, om gebyr for bl.a. tilsigelse til udlægsforretning, ved § 10, nr. 4, i lov nr. 430 af 6. juni 2005 blev til § 2, stk. 4, og ved § 4, nr. 1, i lov nr. 516 af 7. juni 2006 blev ophævet.
Indenrigsministeriet oplyste videre efter indhentet udtalelse fra Justitsministeriet, at lovgivningen som udgangspunkt ikke var til hinder for, at der efter sidste rettidige betalingsdag udsendtes en gebyrbelagt rykker, og når der trods rykkeren ikke inden rimelig tid var indgået en afdragsordning eller betalt, udsendtes en gebyrbelagt tilsigelse til udlægsforretning, der endvidere udløste retsafgift. (Svaret på spørgsmål nr. 2, sidste afsnit).
Indenrigsministeriets svar på folketingsspørgsmål af 29. maj 2000
- 4. k. kt., j.nr. 2000/1170-11