Indenrigsministeriet afgav i forlængelse af ministerens besvarelse af et § 20- spørgsmål fra et medlem af Folketinget og Borgerrepræsentationen udtalelse om lovligheden af Københavns Kommunes fremgangsmåde i en sag om lukninger af fem plejehjem. Sundheds- og omsorgsudvalget havde ifølge spørgeren ikke færdigbehandlet sagen, før økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen traf beslutning vedrørende lukningerne.
1. Ministeriet udtalte generelt, at kommunestyrelseslovens § 11, stk. 1, præciserer, at der ikke generelt er tillagt udvalgene selvstændig kompetence. Medmindre andet er fastsat i lovgivningen, er der således ingen begrænsning i kommunalbestyrelsens adgang til at tage en sag op til behandling og til at træffe beslutning. Kommunalbestyrelsen har således i enhver henseende en overordnet stilling i forhold til udvalgene, medmindre andet er fastsat i lovgivningen.
Udvalgenes varetagelse af den umiddelbare forvaltning, jf. kommunestyrelseslovens § 17, stk. 1, indebærer imidlertid, at kommunalbestyrelsens beslutninger som udgangspunkt skal forberedes ved udvalgsbehandling, jf. kommunestyrelseslovens dagældende § 31, stk. 2 (efter 2004 § 31, stk. 3), hvorefter borgmesteren skal fordele sagerne til de pågældende udvalg og drage omsorg for, at sager, der kræver beslutning af kommunalbestyrelsen, forelægges denne med eventuelle erklæringer.
Til en sags oplysning hører således normalt, at der indhentes en erklæring fra vedkommende udvalg, inden kommunalbestyrelsen træffer beslutning i sagen. Ethvert medlem kan således kræve, at en sag underkastes udvalgsbehandling, medmindre det er åbenbart, at sagen ikke herved kan tilføres nye, relevante oplysninger, eller sagen på grund af sin hastende karakter ikke kan afvente udvalgsbehandling.
Det forhold, at kommunalbestyrelsens beslutninger normalt skal forberedes ved udvalgsbehandling, indebærer ikke, at et kommunalbestyrelsesmedlem kan kræve fornyet udvalgsbehandling, fordi der i tiden mellem udvalgs- og kommunalbestyrelsesbehandlingen fremkommer nye oplysninger.
2. Ministeriet udtalte videre generelt, at det er kommunalbestyrelsen eller det enkelte udvalg, som inden for vide grænser afgør, hvilke oplysninger der skal være til stede, for at der i henholdsvis kommunalbestyrelsen og udvalget kan træffes beslutning i en sag, idet det dog er en almindelig kommunalretlig grundsætning, at en sag skal være således oplyst, at der foreligger et forsvarligt beslutningsgrundlag.
Hvis et medlem i forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af en sag mener, at det foreliggende materiale er åbenbart utilstrækkeligt som beslutningsgrundlag, må medlemmet fremsætte forslag om, at der tilvejebringes nærmere angivne yderligere oplysninger, eller at sagen undergives (fornyet) udvalgsbehandling med henblik på at få belyst sagen. Såfremt et sådant procedureforslag forkastes, må den pågældende i givet fald stemme imod eller undlade at stemme for beslutningen med den begrundelse, at beslutningsgrundlaget er utilstrækkeligt, samt forlange at få tilført beslutningsprotokollen en bemærkning herom.
3. Ministeriet udtalte generelt, at forpligtelsen til i medfør af kommunestyrelseslovens § 18, stk. 2, at forelægge en sag om økonomiske eller administrative forhold for økonomiudvalget kun gælder for sager, som skal forelægges for kommunalbestyrelsen med henblik på, at denne træffer beslutning. Forelæggelsen gennem økonomiudvalget sker med henblik på, at økonomiudvalget kan udtale sig om sagens økonomiske eller administrative aspekter. Økonomiudvalget har derimod ikke kompetence til at behandle spørgsmål, som hører under det stående udvalg.
4. Ministeriet fandt ikke, at Borgerrepræsentationen i den konkrete sag havde handlet i strid med den kommunale styrelseslovgivning ved at træffe beslutning om lukning af de omhandlede plejehjem.
Ministeriet lagde vægt på, at sagen om plejehjemslukningerne efter ministeriets opfattelse vedrørte kommunens økonomiske og almindelige administrative forhold, og at sagen derfor i overensstemmelse med kommunestyrelseslovens § 18, stk. 2, og Københavns Kommunes styrelsesvedtægts § 12, stk. 5, skulle forelægges for økonomiudvalget inden forelæggelse af sagen for Borgerrepræsentationen med henblik på, at økonomiudvalget kunne afgive en erklæring om sagen.
Det var endvidere ministeriets opfattelse, at økonomiudvalget i forbindelse med sagens behandling ikke var afskåret fra i udvalgets erklæring at tage stilling til lukning af konkrete plejehjem, uanset at erklæringen bl.a. vedrørte et plejehjem, der ikke var omfattet af sundhedsforvaltningens indstilling vedrørende lukninger, og som derfor ikke havde været behandlet i sundheds- og omsorgsudvalget.
Det er var desuden ministeriets opfattelse, at der ikke efterfølgende - uanset indholdet af økonomiudvalgets erklæring og uanset, at udvalget ikke i forbindelse med fremsendelsen udtrykkeligt tog stilling til forvaltningens indstilling - af et medlem af Borgerrepræsentationen kunne stilles krav om fornyet udvalgsbehandling i sundheds- og omsorgsudvalget under henvisning til, at Borgerrepræsentationens beslutningsgrundlag i sagen var uforsvarligt.
Ministeriets lagde herved vægt på, at sagen vedrørende lukning af plejehjemmene blev behandlet af sundheds- og omsorgsudvalget på fem møder, og at udvalget på det sidste møde traf beslutning om at videresende sagen til økonomiudvalget. Det var i den forbindelse ministeriets opfattelse, at sundheds- og omsorgsudvalgets beslutning om at videresende sagen til økonomiudvalget indebar en stillingtagen til den videre behandling af sagen, uanset at udvalget ikke i forbindelse med fremsendelsen udtrykkeligt tog stilling til forvaltningens indstilling.
Det var endvidere ministeriets opfattelse, at kommunestyrelsesloven § 21, stk. 2, ikke fandt anvendelse på økonomiudvalgets behandling af den omhandlede sag, da bestemmelsen efter ministeriets opfattelse ikke omfatter et tilfælde som det foreliggende, hvor økonomiudvalget i overensstemmelse med kommunestyrelsesloven § 18, stk. 2, havde afgivet en erklæring i en sag, som havde været behandlet i et andet udvalg.
Ministeriet tilføjede, at økonomiudvalgets indstilling efter ministeriets opfattelse måtte forstås som en erklæring i overensstemmelse med kommunestyrelseslovens § 18, stk. 2, uanset om erklæringen blev vedtaget på baggrund af et af sundhedsborgmesteren fremsat forslag, der fremstod som et ændringsforslag til sundhedsforvaltningens indstilling. Det bemærkedes herved, at økonomiudvalget ikke har kompetence til at omgøre de stående udvalgs indstillinger med den virkning, at de stående udvalgs indstillinger ikke præsenteres for Borgerrepræsentationen.
Indenrigsministeriets skrivelse af 2. november 2001
- j.nr. 2000/10150-33