01.8.3. Om en beslutning om ændring af tjenesteforhold var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og der derfor var pligt til at partshøre vedkommende samt give begrundelse efter reglerne i forvaltningsloven

19-06-2001

Generelt udtalt, at bestemmelsen i forvaltningslovens § 2, stk. 1, indebærer, at loven som hovedregel kun finder anvendelse i forbindelse med behandling af sager, hvori der er eller vil blive “truffet afgørelse”. Med dette udtryk sigtes der til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. En afgørelse i forvaltningslovens forstand er karakteriseret ved tre forhold. Der skal for det første være tale om en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed. For det andet skal denne beslutning rette sig mod fysiske eller juridiske personer uden for forvaltningen. For det tredje skal beslutningen efter sit indhold fastlægge, hvad der i et retsforhold skal være gældende på baggrund af forvaltningsmyndighedens hjemmel til på offentligretligt grundlag ensidigt at træffe beslutning herom.

Endvidere udtalt, at sager om ansættelse og afskedigelse i det offentlige normalt er at betragte som afgørelsessager omfattet af forvaltningsloven. Ligeledes er tjenstlige reaktioner som degradation og forflyttelse i tjenestemandsregulativets forstand afgørelser, der er omfattet af forvaltningsloven. Tjenestebefalinger om den nærmere udførelse af tjenesten og andre tjenesteforskrifter, herunder stillingsændringer, der falder inden for den tjenestemandsretlige forflyttelsesgrænse, og som tjenestemænd derfor må tåle, er derimod som udgangspunkt ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Beslutninger om den administrative struktur, herunder beslutninger om f.eks. oprettelse og nedlæggelse af afdelinger, institutioner, stillinger og funktioner, er normalt udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed og udgør derfor ikke i sig selv afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Det forhold, at en stillingsændring udspringer af en omstrukturering, har normalt betydning ved vurderingen af, om der er tale om en stillingsændring inden for den tjenestemandsretlige forflyttelsesgrænse. Der må imidlertid også i tilfælde, hvor en stillingsændring udspringer af en omstrukturering, foretages en konkret vurdering af, om den berørte medarbejders stilling ændres så væsentligt, at der kan siges at være tale om en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand.

Det antages, at en stillingsændring, som falder inden for den tjenestemandsretlige forflyttelsesgrænse, og som derfor som udgangspunkt ikke er afgørelser i forvaltningslovens forstand, alligevel kan have karakter af afgørelser i forvaltningslovens forstand, såfremt ændringerne er begrundet i den ansattes forhold, og ændringerne har sanktionspræg.

I den foreliggende sag var det Indenrigsministeriets opfattelse, at der ved bedømmelsen af, om beslutningen om ændring af tjenesteforholdet kunne anses for en afgørelse, måtte lægges vægt på, i hvilket omfang vedkommendes ansvarsområde og arbejdsopgaver blev ændret i en sådan grad, at det gik ud over, hvad vedkommende måtte tåle. Indenrigsministeriet fandt ud fra de faktiske forhold i sagen ikke grundlag for at antage, at ændringen af vedkommendes tjenesteforhold havde karakter af en sanktion over for vedkommende på grund af dennes varetagelse af sin stilling.

Indenrigsministeriet var i den foreliggende sag mest tilbøjelig til at mene, at amtskommunens ændring af vedkommendes tjenesteforhold ikke var truffet af amtskommunen på offentligretligt grundlag, men på baggrund af amtskommunens almindelige ledelsesret. Indenrigsministeriet var således mest tilbøjelig til at mene, at beslutningen om at ændre vedkommendes tjenesteforhold ikke var at anse som en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Da amtskommunen ikke traf en afgørelse i forvaltningslovens forstand, fandt forvaltningslovens § 19, stk. 1, ikke anvendelse i forhold til amtskommunens ændring af vedkommendes tjenesteforhold, og amtskommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre vedkommende i forbindelse med beslutningen om, at vedkommende skulle omplaceres til en stilling som sagsbehandler. Indenrigsministeriet kunne ikke tage stilling til, om amtskommunen i medfør af principperne om god forvaltningsskik burde have partshørt vedkommende.

Det forhold, at amtskommunen i forbindelse med ændring af vedkommendes tjenesteforhold ikke traf afgørelse i forvaltningslovens forstand, indebar endvidere, at reglerne om begrundelse i § 22-24 i forvaltningsloven ikke fandt anvendelse. Amtskommunen havde derfor ikke tilsidesat disse i forbindelse med ændringen af vedkommendes tjenesteforhold.

Indenrigsministeriets brev af 19. juni 2001 til en borger
– 4. k.kt. j.nr. 1999/1220/015-16