Generelt udtalt, at det efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke er en lovlig kommunal opgave at drive handel med fast ejendom. En kommune kan dog efter kommunalfuldmagtsreglerne erhverve fast ejendom med henblik på at varetage kommunale formål, herunder plan- og miljømæssige formål. Det er i den forbindelse antaget, at en kommune kan erhverve jord med henblik på at sikre et tilstrækkeligt udbud af byggemodne erhvervsgrunde i kommunen.
Endvidere udtalt, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode. En kommune kan derfor normalt ikke uden lovhjemmel gennemføre foranstaltninger, som udelukkende eller i det væsentlige er motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller enkelte virksomheder. Det vil således ikke være lovligt for en kommune at erhverve et areal med det formål at begunstige enkeltpersoner eller enkelte virksomheder. Dette gælder i reglen uanset, om formålet hermed er at sikre eksistensen af arbejdspladser i kommunen.
Endvidere udtalt, at kommuner efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke lovligt kan varetage eller bidrage økonomisk til løsning af opgaver, som det påhviler statslige myndigheder at varetage. Et kommunalt ønske om at bistå statslige myndigheder på grund af disses betydning for kommunen og arbejdspladser heri kan ikke i sig selv fravige dette udgangspunkt. Der må, for at kommunen kan medvirke til løsningen af den statslige opgave, samtidig være tale om, at kommunen varetager en kommunal opgave, som ikke på anden vis kan varetages i medfør af lovgivningen. De hensyn, der ligger bag fordelingen af opgaver mellem statslige og kommunale organer, kan ikke tilsidesættes ved aftaler mellem de involverede organer.
I den konkrete sag var det oplyst, at kommunens formål med erhvervelsen var at bortforpagte grunden til et forskningscenter, der var en statslig institution, og derved sikre grundlaget for en udvidelse af forskningscentret i en periode, hvor forskningscentret ikke selv havde økonomisk mulighed for at erhverve arealet.
På den baggrund var Indenrigs- og Sundhedsministeriet enigt med tilsynsrådet i, at kommunen ikke varetog et lovligt kommunalt formål, da kommunen købte det omhandlede areal med henblik på at bortforpagte og efterfølgende videresælge arealet til forskningscentret. Ministeriet bemærkede i den forbindelse, at det ikke efter kommunalfuldmagtsreglerne kunne antages at være en kommunal opgave at understøtte den forskning, som Danmarks Jordbrugsforskning, herunder det pågældende forskningscenter, forestår.
Endelig udtalt, at ministeriet fandt det mest nærliggende at antage, at en kommunes besiddelse af en ejendom ikke kunne anses for ulovlig, alene fordi kommunalbestyrelsen havde varetaget et ulovligt formål i forbindelse med erhvervelsen af det pågældende areal. Det hænger sammen med, at en kommunalbestyrelse lovligt kan erhverve og bibeholde en ejendom uden at have et konkret formål dermed. Det skyldes også, at tilsidesættelsen af kommunalfuldmagtsreglerne i en sag af den her omhandlede type sker ved kommunens køb af det pågældende areal og består uafhængigt af, om kommunen beholder arealet eller afhænder dette.
Det anførte måtte i hvert fald gælde, hvor arealet efterfølgende blev anvendt til et andet og lovligt formål. Men også hvor en kommunalbestyrelse anvender arealet til et formål, der isoleret set må anses for sagligt, men som i den konkrete sag må bedømmes i sammenhæng med det usaglige formål, som kommunen varetog i forbindelse med ejendommens erhvervelse, var Indenrigs- og Sundhedsministeriet mest tilbøjeligt til at antage, at kommunalbestyrelsen ikke havde pligt til afhænde arealet, så længe kommunen ellers lovligt ville have kunnet eje arealet.
Sammenfattende var Indenrigs- og Sundhedsministeriet mest tilbøjeligt til at mene, at kommunen ikke havde pligt til at opsige bortforpagtningsaftalen for derefter at afhænde det omhandlede areal til tredjemand.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 8. maj 2002 til en kommune
– 2. k.kt. j. nr. 2000/11122/760-1