Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde modtaget en klage over, at en 76-årig kvinde, der ikke kunne gå på grund af slidgigt i begge knæ og hofter, havde fået afslag på optagelse i amtskommunens handicapkørselsordning med den begrundelse, at hendes nedsatte gangfunktion skyldes aldersmæssig svækkelse, som ikke i sig selv berettiger til optagelse. Det fremgik af afslaget, at amtskommunens afslag kunne ankes til Ankenævnet for Handicapkørsel, som er et ankenævn, amtskommunen havde nedsat.
1. Udtalt, at det antages, at der kræves lovhjemmel, for at kommunale afgørelser kan påklages til anden administrativ myndighed (administrativ rekurs).
Lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet indeholder ikke hjemmel til at etablere rekurs af amtskommunens konkrete afgørelser vedrørende optagelse i den individuelle handicapkørsel til Trafikministeriet eller andre myndigheder og dermed ikke hjemmel til at etablere rekurs til et af amtsrådet nedsat selvstændigt ankenævn, hvis medlemmer bl.a. består af repræsentanter for handicaporganisationer eller en kommuneforening.
Adgangen til at indbringe amtskommunens afslag på optagelse i handicapkørselsordningen for det af amtsrådet nedsatte Ankenævnet for Handicapkørsel måtte efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse således anses som en adgang til at anmode amtskommunen om, at amtskommunen i henhold til reglerne om genoptagelse (remonstration) foretog en fornyet vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at træffe en anden afgørelse i sagen.
Herefter var spørgsmålet, hvorvidt amtskommunen lovligt kunne lade en repræsentant for kommuneforeningen i amtet og en repræsentant for handicaporganisationerne deltage i amtskommunens afgørelse af, hvorvidt der på baggrund af anmodninger om genoptagelse var grundlag for at træffe en anden afgørelse i sager, hvori amtskommunen havde meddelt afslag på ansøgninger om optagelse i amtskommunens handicapkørselsordning.
Det fremgår af § 2, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at kommunernes anliggender styres af kommunalbestyrelsen.
Det er herved fastslået, at kommunalbestyrelsen er kommunens øverste myndighed, og at kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for hele den kommunale virksomhed.
En fravigelse af det almindelige kommunale styrelses- og beslutningssystem ved, at kommunale opgaver henlægges til særlige nævn, råd eller lignende eller til enkeltpersoner, kræver udtrykkelig lovhjemmel, idet der hermed sker et brud på princippet om kommunalbestyrelsen som øverste ansvarlige organ.
Det antages, at kommunalbestyrelsen ikke ved nedsættelsen af et særligt udvalg efter § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse, kan indskrænke den kompetence, der ifølge styrelsesloven og styrelsesvedtægten er henlagt til økonomiudvalget eller et stående udvalg. Der kan således ikke i forbindelse med nedsættelsen af et særligt udvalg gøres indgreb i økonomiudvalgets eller det stående udvalgs beføjelser til at varetage den umiddelbare forvaltning af udvalgets sagsområde. Særlige udvalg skal derfor som udgangspunkt nedsættes under det udvalg, som er ansvarligt for den umiddelbare forvaltning af det pågældende område.
Under forudsætning af, at der ikke gøres indskrænkninger i økonomiudvalgets eller de stående udvalgs kompetence, antages det i lovbemærkningerne til § 17, stk. 4, at der i bestemmelsen er hjemmel til at nedsætte særlige udvalg under økonomiudvalget eller et stående udvalg, som tillægges beslutningsret inden for et bestemt, nærmere afgrænset område (”varetagelse af bestemte hverv”).
Det er således antaget, at særlige udvalg kan tillægges afgrænsede administrative funktioner under økonomiudvalget eller et stående udvalg under den forudsætning, at der fastlægges de fornødne retningslinier for administrationen og tilrettelægges den fornødne kontrol med udøvelsen af de hermed overladte funktioner. Derimod kan der ikke tillægges et særligt udvalg almindelige administrerende funktioner.
Udtalt, at det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at adgangen til at tillægge et særligt udvalg en beslutningskompetence er særdeles begrænset, og at adgangen hertil er yderligere begrænset, såfremt beslutningskompetencen ikke er af midlertidig karakter.
Det var endvidere Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at adgangen hertil navnlig vil være begrænset for så vidt angår myndighedsudøvelse, det vil sige den del af den kommunale forvaltning, der består i at regulere borgernes retsforhold.
Det var på denne baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at Ankenævnet for Handicapkørsel ikke kunne nedsættes som et særligt udvalg med hjemmel i den kommunale styrelseslovs § 17, stk. 4. Ministeriet lagde herved vægt på karakteren af den beslutningskompetence, der var tillagt klagenævnet til at træffe beslutninger vedrørende personers optagelse i handicapkørselsordningen. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at der ikke var tale om en midlertidig funktion.
Det var således efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ikke i overensstemmelse med lovgivningen, at en repræsentant for kommuneforeningen i amtet og en repræsentant for handicaporganisationerne deltog i amtskommunens afgørelse af, hvorvidt der på baggrund af anmodninger om genoptagelse var grundlag for at træffe en anden afgørelse i sager, hvori amtskommunen havde meddelt afslag på ansøgninger om optagelse i amtskommunens handicapkørselsordning.
2. Af lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet fremgår, at alle amtskommuner skal etablere individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede. Ved svært bevægelseshæmmede forstås ifølge lovens forarbejder kørestolsbrugere og personer, der bruger ganghjælpemidler som krykkestokke, gangbukke og lignende.
Det var på denne baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at en ældre person, der er svært bevægelseshæmmet, var berettiget til at blive optaget i handicapkørselsordningen. Årsagen til, at den pågældende person er svært bevægelseshæmmet, var efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse i den forbindelse uden betydning.
3. Amtskommunen havde vejledt borgeren om, at pågældende kunne anke amtskommunes afslag på optagelse i handicapkørselsordningen til Ankenævnet for Handicapkørsel.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt, at denne vejledning kunne give borgeren det indtryk, at pågældende kunne klage over amtskommunens afgørelser til en selvstændig myndighed, og at denne klageadgang var undergivet de retssikkerhedsgarantier, der gælder ved klagebehandling, når der er tale om administrativ rekurs.
Som anført oven for under pkt. 1, må adgangen til at indbringe amtskommunens afslag for Ankenævnet for Handicapkørsel anses som en adgang til at anmode amtskommunen om, at amtskommunen i henhold til reglerne om genoptagelse (remonstration) foretager en fornyet vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at træffe en anden afgørelse i sagen. Ministeriet fandt på den baggrund, at amtskommunen ikke havde givet borgeren korrekt vejledning om adgangen til at anmode om genoptagelse af sagen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 9. januar 2002 til en advokat
– 4. k.kt. j. nr. 2000/1220/065-17