Udtalt, at en kommune altid er berettiget til at tage kontakt til tilbudsgivere med henblik på en afklaring af indholdet af tilbuddet, herunder en uddybning af vilkår og forbehold m.v., for herved at kunne vurdere den økonomiske rækkevidde af eventuelle forbehold.
Endvidere udtalt, at en kommune under visse betingelser vil kunne optage egentlige forhandlinger med tilbudsgiverne med henblik på at opnå bedre tilbud.
Hertil udtalt, at det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at sådanne forhandlinger alene giver mening, såfremt kommunen efter forhandlingerne kan antage det tilbud, som – inden for rammerne af de i udbudsmaterialet fastsatte vilkår – i den herefter ændrede form er det bedste.
Dette gælder efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse uanset, om det herefter bedste tilbud indkommer efter tilbudsfristens udløb på baggrund af et rettidigt indgi-vet tilbud.
Endvidere udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke på baggrund af oplysningerne i den konkrete sag fandt, at kommunen i forbindelse med forhandlingerne med tre af de seks tilbudsgivere, der rettidigt havde indgivet tilbud, om at opnå bedre tilbud handlede i strid med lovgivningen.
Endelig udtalt, at det på denne baggrund og på baggrund af ændringernes karakter var ministeriets opfattelse, at ændringerne i tilbuddet fra den af kommunalbestyrelsen valgte tilbudsgiver ikke medførte, at kommunalbestyrelsen var afskåret fra at antage tilbud-det uden fornyet offentligt udbud.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 27. marts 2002 til et advokatfirma,
- 1. k.kt. j.nr. 2001/1078/701-1