Sagen drejede sig om en fond, der var stiftet af en kommune og en idrætsforening (en cykelklub), og som blandt andet havde til formål at opføre og administrere en cykel/idrætshal.
1. Generelt udtalt, at en kommune uden lovhjemmel kan yde støtte til en fonds varetagelse af opgaver, som kommunen selv lovligt kunne varetage. Hvis fonden imidlertid også varetager ikke-kommunale opgaver, skal kommunen sikre sig, at den kommunale støtte kun anvendes til varetagelsen af kommunale opgaver.
En kommune kan endvidere yde støtte til dannelsen af en fond ved at yde tilskud til fondens grundkapital eller til andre etableringsudgifter. Det er dog en betingelse, at fonden udelukkende kan varetage opgaver, som kommunen selv kunne varetage. Dette skyldes, at tilskud til en fonds grundkapital eller andre etableringsudgifter ikke som driftsstøtte kan forbeholdes udførelsen af en bestemt del af fondens virksomhed.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærkede i den forbindelse, at § 68 a i lov om kommuners styrelse giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at udpege medlemmer af bestyrelsen for en fond, der varetager opgaver, som kommunen selv kan løse, uanset at fonden også varetager opgaver, som kommunen ikke selv kan løse, såfremt kommunen har en interesse i den virksomhed, der udøves af fonden.
Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse giver bestemmelsen alene hjemmel til udpegning af medlemmer af bestyrelsen for fonde, der tillige varetager ikke-kommunale opgaver. Bestemmelsen kan således ikke efter ministeriets opfattelse antages at give hjemmel til, at kommunen tillige lovligt kan yde støtte til dannelsen af en sådan fond. Kommunen kan således alene yde støtte til en fonds grundkapital eller andre etableringsudgifter, hvis fonden alene varetager kommunale opgaver.
2. Om betydningen for kommunens adgang til at deltage i fonden af, at fonden driver sportsanlæg og udlejer lokaler til såvel idrætslige som ikke-idrætslige aktiviteter som f.eks. koncerter og udstillinger, udtalte ministeriet, at det efter kommunalfuldmagtsreglerne er anset for lovligt, at en kommune tilvejebringer, udvider og driver sportsanlæg med henblik på at medvirke til at fremme idrætten og tilgodese almenhedens interesse i at kunne overvære sportsligt underholdende sportskampe. Endvidere kan en kommunes opførelse af et sportsanlæg have et turismefremmende formål.
Det er endvidere antaget, at en kommune kan varetage kulturelle aktiviteter, herunder udleje lokaler til koncerter og udstillinger.
I den foreliggende sag fremgik det af fondens vedtægter, at fondens formål var at opføre og administrere, herunder vedligeholde og udleje, en idrætshal. Fonden havde tillige til formål at udleje hallen til ikke-idrætslige aktiviteter, f.eks. koncerter og udstillinger. Af vedtægterne fremgik det, at årets overskud anvendtes efter fradrag for administrationsomkostninger og henlæggelser til konsolidering af formuen til realisering af fondens formål.
På den baggrund var Indenrigs- og Sundhedsministeriet enigt med tilsynsrådet i, at det forhold, at fonden havde til formål at drive den i sagen omhandlede idrætshal, herunder udleje hallen til både idrætslige og kulturelle aktiviteter, ikke var til hinder for, at kommunen kunne deltage i fonden.
3. Om betydningen for kommunens adgang til at deltage i fonden af, at cykelklubben havde adgang til at gennemføre nogle indtægtsgivende arrangementer mod betaling af udgifter til personale, rengøring, lys, vand, varme mv., udtalte ministeriet, at det er en kommunal opgave at yde støtte til idrætsaktiviteter. Det er derimod ikke lovligt uden lovhjemmel at yde støtte til en privat erhvervsvirksomhed, og en kommune må derfor ikke yde støtte til en professionel idrætsklub. Ved vurderingen af en kommunes engagement i idrætsområdet er det derfor kommunalretligt af afgørende betydning, om de pågældende aktiviteter udøves med fortjeneste for øje.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærkede, at ministeriet i afsnit 4.1.1. i redegørelse af 17. september 2001 til Folketingets Kommunaludvalg om kommuners engagement i professionel fodbold blandt andet havde redegjort for vurderingen af, om en klubs aktiviteter er professionelle.
Det fremgik af cykelklubbens vedtægter, at klubbens formål var fremme af cykelsporten i Danmark, samt at klubbens formue altid skulle tjene til fremme af klubbens ovennævnte formål og derfor aldrig, ej heller i tilfælde af klubbens opløsning eller sammensmeltning med anden klub, ville kunne blive fordelt mellem medlemmerne.
Det fremgik endvidere, at cykelklubben var hovedaktionær i en anden cykelklub, der var organiseret som et aktieselskab.
I den forbindelse udtalt, at det forhold, at en klub, der udøver amatøraktiviteter, ejer aktiemajoriteten i en professionel klub, kan føre til, at kommunal støtte til den førstnævnte klub skal øremærkes, således at det sikres, at støtten alene går til amatøraktiviteterne.
Det fremgik af fondens stiftelsesoverenskomst, at cykelklubben havde adgang til at gennemføre cykelarrangementer mod godtgørelse af fondens udgifter til personale, rengøring, lys, vand, varme m.v.
Under henvisning til det i sagen oplyste om, at de i stiftelsesoverenskomsten nævnte aktiviteter var amatøraktiviteter, fandt Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke, at udlejning af hallen til disse aktiviteter til kostpris var til hinder for, at kommunen kunne deltage i fonden. Ministeriet bemærkede i den forbindelse, at det som nævnt er en lovlig kommunal opgave at give støtte til amatøraktiviteter på idrætsområdet.
For så vidt angår udlejning af idrætshallen til den cykelklub, der var organiseret som et aktieselskab, lagde Indenrigs- og Sundhedsministeriet til grund, at cykelklubben betalte markedsprisen herfor.
På den baggrund var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at kommunen lovligt havde kunnet deltage i fonden.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 23. december 2003 til et tilsynsråd,
- Stabsenheden j.nr. 2003-2117/151-1