Den konkrete sag drejede sig om lovligheden af en kommunes udlejning af fodboldstadions til professionelle fodboldklubber, der ikke var på superliganiveau, hvorefter kommunen fik en procentdel af entréindtægterne og indtægterne vedrørende salg af øl og vand i forbindelse med professionelle fodboldkampe.
1. Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune må være engageret i professionel idræt, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning, og derfor skal vurderes ud fra kommunalfuldmagtsreglerne.
Efter kommunalfuldmagtsreglerne er det anset for lovligt, at en kommune tilvejebringer, udvider og driver sportsanlæg med henblik på at medvirke til at fremme idrætten og tilgodese almenhedens interesse i at kunne overvære sportsligt underholdende sportskampe. Endvidere kan en kommunes opførelse af et sportsanlæg have et turismefremmende formål.
Endvidere udtalt, at det er en betingelse for lovligheden af kommunens engagement i professionel fodbold, at kommunens aftaler med de professionelle fodboldklubber indgås på markedsvilkår, idet en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne ikke uden lovhjemmel må yde økonomisk støtte til virksomheder, der drives med henblik på at opnå fortjeneste. Det er således en betingelse, at kommunen modtager en leje, der mindst svarer til markedslejen.
Ministeriet bemærkede i den forbindelse, at spørgsmålet om fastsættelsen af markedsleje er blevet belyst i Konkurrencestyrelsens redegørelse af 18. august 2003 om kommunal udlejning af idrætsanlæg. Konkurrencestyrelsen har i redegørelsen anbefalet, at det i kommunernes aftaler med klubber på superliganiveau sikres, at kommunen modtager en leje, der mindst svarer til den markedsleje, der kan beregnes efter den i redegørelsen opstillede model for beregning af markedsleje, eller, hvis de faktiske omkostninger er højere, lader lejen afspejle disse.
Det fremgår endvidere af redegørelsen, at kommunerne i denne sammenhæng især bør sikre sig, at klubbens betaling sker på baggrund af kendte forhold, som kommunen kan styre, f.eks. afholdte omkostninger, og ikke – som det f.eks. er tilfældet i mange aftaler – efter forhold som kommunen ikke har indflydelse på, som f.eks. tilskuertal.
Det fremgår desuden af redegørelsen, at det efter Konkurrencestyrelsens vurdering næppe er muligt for en klub uden for superligaen at betale en leje, der svarer til den beregnede markedsleje for de stadions, der er blevet undersøgt, og at lejeaftalerne i disse tilfælde må korrigeres efter de økonomiske forhold, klubben er underlagt i 1. division.
Herudover udtalt, at der efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse inden for visse rammer tilkommer kommunalbestyrelsen et skøn ved fastlæggelsen af markedslejens størrelse ved udlejning af fodboldstadions til professionelle fodboldklubber. Principperne i Konkurrencestyrelsens redegørelse om kommunal udlejning af idrætsanlæg udgør efter ministeriets opfattelse en vejledende retningslinje for dette skøn. Dette gælder også med de fornødne korrektioner ved udleje til professionelle klubber, som ikke er på superliganiveau.
2. Endvidere udtalt, at det herudover er en generel betingelse for, at en kommune lovligt kan modtage vederlag for aftaler, som en privat indgår med tredjemand, at kommunen selv lovligt kan indgå aftaler svarende til de aftaler, som den private indgår. Dette skyldes, at en kommune ikke ved at indskyde et ekstra led mellem kommunen og en bestemt aktivitet kan udvide kommunalfuldmagtens grænser.
Da en kommune ikke lovligt ville kunne opnå fortjeneste ved at sælge billetter i forbindelse med professionelle fodboldkampe, kan en kommune endvidere ikke lovligt indgå en lejeaftale vedrørende fodboldstadion, der indebærer, at kommunen får en andel af entréindtægterne i forbindelse med professionelle fodboldkampe og derved får en fortjeneste, kommunen ikke selv lovligt ville kunne opnå.
Det vil efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse være lovligt at gøre lejen afhængig af tilskuerantallet for så vidt angår den del af lejen, der eksempelvis består af kommunens udgifter i forbindelse med vedligeholdelse og rengøring af stadion, i det omfang disse udgifter vil være afhængige af antallet af tilskuere, der er til kampene. Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse kan dette synspunkt ikke føre til, at det er lovligt at gøre hele lejebetalingen afhængig af tilskuerantallet, idet en række af udgifterne, der er med til at bestemme markedslejen, ikke er afhængige af tilskuerantallet, men er faste udgifter.
Der påhviler således som udgangspunkt kommunalbestyrelsen en forpligtelse til at fastsætte en leje for udlejning af fodboldstadions til professionelle fodboldklubber, der ikke er afhængig af entréindtægterne i forbindelse med professionelle fodboldkampe og dermed ikke afhængig af de professionelle klubbers indtjening. Herved sikres, at kommunen ikke opnår en fortjeneste, kommunen ikke selv lovligt ville kunne opnå, ligesom det også sikres, at kommunen modtager en leje, der ikke er lavere end den markedsmæssige værdi af det udlejede. Dette er også i overensstemmelse med Konkurrencestyrelsens anbefaling i dens redegørelse om kommunal udlejning af idrætsanlæg. Efter ministeriets opfattelse må dette gælde, uanset om den professionelle klub er på superliganiveau.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i stedet er forpligtet til at fastsætte en leje for udlejning af fodboldstadions til professionelle fodboldklubber, der med udgangspunkt i Konkurrencestyrelsens vejledende principper ligger inden for det skøn, der tilkommer kommunalbestyrelsen ved fastlæggelsen af markedslejen.
I den konkrete sag var det på den baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at kommunens udlejning af fodboldstadions til de professionelle fodboldklubber, hvorefter kommunen fik en procentdel af entréindtægterne i forbindelse med professionelle fodboldkampe, ikke var lovlig.
3. Endvidere bemærkede ministeriet, at kommunens udlejning af fodboldstadions til de professionelle fodboldklubber bl.a. indebar, at kommunen får en procentdel af de samlede indtægter vedrørende salg af øl og vand på de kommunale stadions i forbindelse med professionelle fodboldkampe.
Da en kommune ikke lovligt ville kunne opnå fortjeneste ved at sælge øl og vand i forbindelse med professionelle fodboldkampe, kan en kommune endvidere ikke lovligt indgå en lejeaftale vedrørende fodboldstadion, der indebærer, at kommunen får en andel af de samlede indtægter vedrørende salg af øl og vand i forbindelse med professionelle fodboldkampe og derved får en fortjeneste, kommunen ikke selv lovligt ville kunne opnå. Dette skyldes, at en kommune ikke ved at indskyde et ekstra led mellem kommunen og en bestemt aktivitet kan udvide kommunalfuldmagtens grænser.
Det var på den baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at kommunens udlejning af fodboldstadions til de professionelle fodboldklubber, hvorefter kommunen får en procentdel af de samlede indtægter vedrørende salg af øl og vand i forbindelse med professionelle fodboldkampe, ikke er lovlig.
Det var endvidere Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at kommunens bortforpagtning af salg af øl og vand på de kommunale stadions i forbindelse med professionelle kampe skal aftales således, at kommunen får en fast forpagtningsafgift. Dette vil sikre, at kommunens forpagtningsindtægt ikke er afhængig af de professionelle fodboldklubbers eventuelle indtjening.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 23. december 2003 til en kommunalbestyrelse,
- Stabsenheden j.nr. 2003-2117/101-3
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 23. december 2003 til en kommunalbestyrelse
- Stabsenheden, j.nr. 2003-2117/101-3 (selve skrivelsen)