03.5.2. Om en ægtefælles ret til ægtefællepension efter en afdød borgmester i tilfælde af fuldstændigt arveafkald

12-06-2003

1. En advokat havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, om der var noget til hinder for, at en ægtefælle til en borgmester gav fuldstændigt arveafkald og alligevel bevarede retten til enkepension efter en borgmester.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at der ikke i ministeriets bekendtgørelse nr. 584 af 9. juli 2002 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv (vederlagsbekendtgørelsen) var taget eksplicit stilling til betydningen af et arveafkald i relation til retten til ægtefællepension.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet henledte endvidere opmærksomheden på bestemmelsen i vederlagsbekendtgørelsens § 26, stk. 5, hvorefter ægtefællepension i øvrigt ydes efter de regler, der gjaldt for ægtefælle pension i henhold til kapitel 3 i lov om tjenestemandspension. Spørgsmålet måtte således tillige vurderes efter reglerne i lov om tjenestemandspension. Henvendelse herom kunne rettes til Finansministeriet, Personalestyrelsen.

2. Opmærksomheden henledes på, at reglerne om tjenestemandspension siden 2017 findes i lov om tjenestemandspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 18. maj 2017, og at reglerne om ægtefællepension findes i § 25 i vederlagsbekendtgørelsen fra 2021, jf. bekendtgørelse nr. 2001 af 28. oktober 2021.

§ 25, stk. 5, 1.-3. pkt., er i vederlagsbekendtgørelsen fra 2021 er sålydende:

”Stk. 5. Ægtefællepension beregnes efter den af borgmesteren optjente pensionsalder. Til ægtefællepensionister ydes, indtil den pågældende har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, et tillæg efter reglerne i § 12, stk. 2, i lov om tjenestemandspension. Ægtefællepension ydes på grundlag af borgmesterens egenpension og efter de regler, der i øvrigt gælder for ægtefællepension i henhold til §§ 12 og 13, dog ikke § 12, stk. 3, 1. pkt., i lov om tjenestemandspension. […]”

Der er således ikke i vederlagsbekendtgørelsen fra 2021 taget eksplicit stilling til betydningen af et arveafkald i relation til retten til ægtefællepension.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har den 14. april 2021 oplyst, at det ikke i henhold til reglerne for tjenestemandspension har betydning, om en ægtefælle har givet arveafkald.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse af 12. juni 2003 til en advokat
- 2. k.kt., j.nr. 2003-2310-1