03.5.3. Om nedsættelse af pension til en borgmester, der arbejder mere end 200 timer

21-02-2003

1. En amtskommune havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvorvidt reglen om, at der skete nedsættelse i tjenestemandspensionen, hvis den pågældende arbejdede mere end 200 timer, gjaldt for borgmesterpension.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte blandt andet:

Det fremgik af den dagældende vederlagsbekendtgørelses § 21, stk. 1, at borgmestre var berettiget til egenpension, der svarede til den til enhver tid gældende egenpension til en tjenestemand i staten, hvis pensionsalder og aflønning (lønramme) svarede til borgmesterens pensionsalder og vederlag, jf. bekendtgørelsens bilag 1.

Det fremgik af den dagældende vederlagsbekendtgørelses § 24, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 584 af 9. juli 2002, at der til egenpensionister ydedes indtil det 65. år et tillæg efter reglerne i § 6, stk. 3, i lov om tjenestemandspension. Egenpensionen ydedes i øvrigt efter de regler, der gjaldt for egenpension m.v. til tjenestemænd i henhold til lov om tjenestemandspension. Egenpensionen nedsattes dog ikke i medfør af § 6, stk. 4, i lov om tjenestemandspension.

Det fremgik af § 6, stk. 6, (tidligere stk. 4) i den dagældende lov om tjenestemandspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 16. januar 2003, at når en tjenestemand begærede afsked efter at være fyldt 60 år, nedsattes pensionen efter § 6, stk. 1-3, i forhold til den tid, der stod tilbage, indtil tjenestemanden fyldte 65 år eller opnåede den lavere alder, ved hvilken tjenestemanden skulle have været afskediget.

Det fremgik af cirkulære nr. 171 af 20. september 1999 om finansstyrelsens administration af førtidspensionsfradrag efter overgangsregler, at det blandt andet var et vilkår for at oppebære egenpension med dette førtidspensionsfradrag, at tjenestemanden skriftligt forpligtede sig til at ikke at påtage sig privat eller offentligt erhvervsarbejde, herunder selvstændig virksomhed, af større omfang end sammenlagt 200 timer pr. kalenderår efter pensioneringen, og indtil tjenestemanden når folkepensionsalderen eller den lavere alder, ved hvilken tjenestemanden senest skulle være afskediget.

Da reglen om nedsættelse af førtidspensionsfradrag i tjenestemandspensionslovens § 6, stk. 6, ikke gjaldt for borgmestre, jf. den dagældende vederlagsbekendtgørelses § 24, stk. 3, gjaldt 200 timer-reglen heller ikke for borgmestre.

Opmærksomheden burde dog henledes på samordningsbestemmelsen i den dagældende vederlagsbekendtgørelses § 29 (efterfølgende ændret til § 28).

2. De regler, der nævnes i dette telefonnotat fra 2003, er siden blevet ændret.

Det fremgår af § 21 i vederlagsbekendtgørelsen fra 2021, jf. bekendtgørelse nr. 2001 af 28. oktober 2021, at en borgmester efter reglerne i §§ 22-24 er berettiget til en egenpension, der svarer til den til enhver tid gældende egenpension til en tjenestemand i staten, der er indplaceret i den lønramme, borgmesteren som angivet i bilag 2 er indplaceret i, og har den samme pensionsalder som borgmesteren.

Det fremgår af § 24, stk. 3, i vederlagsbekendtgørelsen fra 2021, at en forhenværende borgmester under visse betingelser kan vælge at få pensionen udbetalt før folkepensionsalderen, dog tidligst fra pensionsudbetalingsalderen, mod et førtidspensionsfradrag efter de for tjenestemænd i staten gældende regler, herunder det til enhver tid gældende cirkulære om førtidspensionsfradrag. Bestemmelsen blev indsat i vederlagsbekendtgørelsen fra 2016, jf. bekendtgørelse nr. 1530 af 9. december 2016.

Det fremgår af § 24, stk. 4, i vederlagsbekendtgørelsen fra 2021, at der til egenpensionister, indtil den pågældende har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, ydes et tillæg efter reglerne i § 6, stk. 3, i lov om tjenestemandspension. Egenpensionen ydes i øvrigt efter de regler, der gælder for egenpension m.v. til tjenestemænd i henhold til lov om tjenestemandspension.

Der er ikke længere en bestemmelse i vederlagsbekendtgørelsen om, at egenpensionen ikke nedsattes i medfør af § 6, stk. 4, (senere stk. 6) i lov om tjenestemandspension. Bestemmelsen blev ikke medtaget i vederlagsbekendtgørelsen fra 2016.

Cirkulære nr. 171 af 20. september 1999 om finansstyrelsens administration af førtidspensionsfradrag efter overgangsregler blev udsendt i tilknytning til cirkulære nr. 129 af 11. august 1999 om førtidspensionsfradrag. Cirkulære nr. 129 af 11. august 1999 er ophævet ved cirkulære nr. 9305 af 22. maj 2014 om førtidspensionsfradrag, der igen er erstattet af cirkulære nr. 9159 af 26. marts 2015 om førtidspensionsfradrag.

Bestemmelserne om førtidspensionsfradrag på ½ pct. med tilknyttet erhvervsbegrænsning på 200 timer gjaldt ifølge det nu ophævede cirkulære nr. 129 af 11. august 1999 for personer født før 30. juni 1944 og gjaldt kun, indtil de fyldte 67 år (folkepensionsalderen). Bestemmelserne er ikke videreført i cirkulære nr. 9305 af 22. maj 2014 om førtidspensionsfradrag eller cirkulære nr. 9159 af 26. marts 2015 om førtidspensionsfradrag.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets telefonnotat af 21. februar 2003 vedr. en henvendelse fra en amtskommune
- 2. kommunekontor.