Generelt udtalt, at ledelsen af en offentlig anstalt, f.eks. et hospital, på ulovbestemt grundlag kan udstede generelle regler til regulering af retsforholdet mellem anstalten og dens brugere. En anstaltsanordning må ikke være mere indgribende, end anstaltsformålet tilsiger. Ud over generelle regler kan anstaltsforholdet i sig selv danne grundlag for konkrete beslutninger i forhold til anstaltens brugere.
På den baggrund er ministeriets opfattelse, at en hospitalsledelse har adgang til at træffe beslutninger, der sikrer hospitalets sikre og hensigtsmæssige drift, herunder f.eks. at træffe beslutninger om, at en bestemt person (eventuelt i en nærmere angiven periode) ikke må opholde sig i bestemte lokaler på hospitalet eller på hospitalet som helhed.
Således er der i anstaltsforholdet hjemmel til om nødvendigt at fastsætte begrænsninger i adgangen til at besøge en patient, der er indlagt på hospitalet, herunder begrænsninger i besøg fra pårørende, såfremt ordensmæssige hensyn i videste forstand gør begrænsninger nødvendige - bl.a. hvis de pårørendes adfærd forstyrrer hospitalets/afdelingens drift.
I den konkrete sag vurderede Indenrigs- og Sundhedsministeriet på baggrund af de fremsendte oplysninger fra H:S, om hospitalet med hjemmel i anstaltsforholdet havde været berettiget til at fastsætte besøgsrestriktioner i forhold til:
1. Forældrene
2. Kæresten
3. Venner og bekendte
Ad 1. Efter de foreliggende oplysninger, herunder oplysningerne om den indvirkning forløbet af indlæggelsen og forældrenes dispositioner i forbindelse hermed havde haft på sygehuspersonalet, der ugentligt havde haft behov for supervision og bistand fra Krisepsykologisk Center, fandt Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at fastsættelsen af besøgsrestriktioner til én time dagligt i forhold til forældrene var i strid med lovgivningen. Endvidere noterede ministeriet sig, at besøgstiden for forældrene blev udvidet fra den 5. september 2001, hvorefter der var adgang til besøg dagligt fra kl. 13-15 og kl. 17-20.
Da ministeriet således ikke fandt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at besøgsrestriktionen havde kunnet iværksættes allerede af ordensmæssige hensyn i videste forstand, fandt ministeriet ikke anledning til nærmere at undersøge muligheden for at kunne iværksætte besøgsrestriktionerne af hensyn til egentlige behandlingsmæssige dispositioner.
Ad 2. Efter de foreliggende oplysninger, herunder oplysningerne om den indvirkning forløbet af indlæggelsen og bl.a. kærestens dispositioner i forbindelse hermed havde haft på sygehuspersonalet, der ugentligt havde haft behov for supervision og bistand fra Krisepsykologisk Center, fandt Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at fastsættelsen af besøgsrestriktioner til to timer dagligt i forhold til kæresten havde været i strid med lovgivningen. Ministeriet havde endvidere noteret sig, at besøgstiden for alle pårørende blev udvidet fra den 5. september 2001, hvorefter der var adgang til besøg dagligt fra kl. 13-15 og kl. 17-20.
Da ministeriet således ikke fandt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at besøgsrestriktionen havde kunnet iværksættes allerede af ordensmæssige hensyn i videste forstand, fandt ministeriet ikke anledning til nærmere at undersøge muligheden for at kunne iværksætte besøgsrestriktionerne af hensyn til egentlige behandlingsmæssige dispositioner.
Ad. 3. Der forelå ikke oplysninger for ministeriet om begrundelsen for at begrænse vennernes adgang til besøg. Ministeriet havde således ikke grundlag for at fastslå, at det af ordensmæssige hensyn eller andre hensyn havde været påkrævet at iværksætte besøgsrestriktioner i forhold til venner og bekendte. Det var således ministeriets opfattelse, at fastsættelsen af de pågældende besøgsrestriktioner måtte antages at have været uberettigede.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 23. december 2003 til H:S Direktionen
– 2.k.kt. j.nr. 2003-2220/962-1