En kommune havde stillet garanti for en forenings optagelse af lån i forbindelse med etablering af bredbånd i kommunen.
Udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet var enigt med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune kunne yde en sådan garanti ikke var reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet blev derfor vurderet efter de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse – de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.
Udtalt, at kommunalfuldmagten bl.a. afgrænses af almennyttekriteriet. Dette kriterium indebærer, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer det kommunale fællesskab til gode. Dette udgangspunkt indebærer, at en kommunen normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner. Hvor der i øvrigt er et lovligt kommunalt formål, indebærer den omstændighed, at virkningen af en kommunal disposition er til fordel for en enkelt person eller virksomhed, ikke i sig selv, at den pågældende disposition bliver ulovlig.
Det omtalte almennyttekriterium er imidlertid ikke udtryk for en særlig præcis afgrænsning af en kommunes kompetence. Kriteriet kan dog medvirke til en afgrænsning af, hvilke kommunale hensyn der i en samlet afvejning af interesser kan begrunde, at en kommune lovligt kan yde støtte til etablering af bredbåndsnet.
Generelt udtalt, at det antages i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel kan drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed. Denne afgrænsning beror på principielle overvejelser om, hvilke opgaver der hører under henholdsvis den offentlige og den private sektor. Herudover beror afgrænsningen på hensynet til lige konkurrence på erhvervsmarkedet, til at undgå indgreb i de markedsmekanismer, der regulerer erhvervslivet, samt hensynet til kommunens økonomi. Endvidere er kommunestyret ikke opbygget med henblik på at producere og afsætte varer og tjenesteydelser på et marked, men derimod med henblik på varetagelse af fællesskabsopgaver for et lokalsamfund.
Den kommunale forsyningsvirksomhed (levering af el, gas, vand mv.) er en modifikation til udgangspunktet om, at det ikke er en kommunal opgave at drive handel, håndværk, industri eller finansiel virksomhed. Den kommunale forsyningsvirksomhed har til formål at sikre borgernes interesser som aftagere.
Udtalt, at det fulgte af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedets § 5, stk. 1, at udbydere af eksempelvis bredbånd forstås som parter, der på kommercielt grundlag stiller net eller tjenester til rådighed for flere parter. Den forsyningspligt, som fulgte af lovens § 16, stk. 1, skulle sikre alle slutbrugere en adgang til en række grundlæggende elektroniske tjenester på rimelige vilkår og til rimelige priser. Denne forsyningspligt omfattede ikke bredbånd, jf. lovens § 16, stk. 2.
Under hensyn til, at udbydere efter lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet forstås som kommercielle aktører, og at udbud af bredbåndsnet ikke var omfattet af forsyningspligten i samme lov, udtalt, at etablering af bredbåndsnet ikke kunne anses som kommunal forsyningsvirksomhed, som en kommunalbestyrelse ud fra almindelige kommunalretlige principper lovligt ville kunne beslutte at etablere og drive med det formål at sikre borgernes interesser som aftagere.
I den forbindelse lagt vægt på oplysninger fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om, at det var den telepolitiske strategi at sikre konkurrence mellem en række aktører og en række teknologier, og at udgangspunktet for udrulning af bredbåndsnet var, at dette skulle ske i regi af et konkurrencemarked.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den i sagen omhandlede kommunegaranti ville være i overensstemmelse med de betingelser, der i øvrigt gælder for, at en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne kan støtte forsyningsvirksomhed.
Det var endvidere ministeriets opfattelse, at der ikke i sagen var oplyst andre forhold, der efter kommunalfuldmagtsreglerne kunne begrunde kommunens engagement i form af den omhandlede garanti.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 16. september 2004 til en kommunalbestyrelse
– j.nr. 2004-21123/725-1