En borger klagede til Folketingets Ombudsmand over et tilsynsråds udtalelse, hvorefter tilsynsrådet ikke fandt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale, at Brøndby Kommune havde overtrådt grænserne for skønnets udøvelse ved sin vurdering af, at en skoleinspektørs udtalelser vedrørende borgerens søn ikke skulle medføre konsekvenser.
Ombudsmanden videresendte henvendelsen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet kunne få lejlighed til at udtale sig i sagen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke fandt grundlag for at tage spørgsmålet om lovligheden af de kommunale dispositioner, som tilsynsrådets udtalelse vedrørte, op til behandling.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærkede vedrørende tilsynsrådets udtalelser særligt, at det kommunale tilsyn efter den ændring af lov om kommunernes styrelse, der var gennemført ved lov nr. 381 af 28. maj 2003 og trådt i kraft pr. 1. januar 2004, kun omfattede den lovgivning, der særligt rettede sig til offentlige myndigheder, jf. § 48, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, og ikke omfattede kommunernes overholdelse af ansættelsesretlige regler, jf. § 48, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte videre, at de kommunale tilsynsmyndigheder kunne udtale sig vejledende om tavshedspligtsspørgsmål, jf. FOB 1981, side 93 ff., og at de kommunale tilsynsmyndigheder i den forbindelse kunne tage stilling til, om en kommune måtte antages at have tilsidesat lovgivningen, herunder om en kommunes dispositioner som myndighed eller praksis med hensyn til videregivelse af fortrolige oplysninger til udenforstående indebærer en tilsidesættelse af den tavshedspligt, der påhvilede personalet i kommunen, jf. forvaltningslovens § 27.
De kommunale tilsynsmyndigheder kunne derimod ikke tage stilling til, om en ansat i kommunen ifaldt straf for at have krænket sin tavshedspligt. Baggrunden herfor var, at reglerne om straf for overtrædelse af tavshedspligten findes i straffeloven, jf. straffelovens §§ 152-152 f. Spørgsmålet om, hvorvidt en ansat i en kommune skulle ifalde straf for brud på tavshedspligten, henhørte under domstolene, der traf afgørelse i henhold til straffelovens regler. Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviste derfor borgeren til at rette henvendelse til politiet – således som borgeren allerede havde gjort – med henblik på, at politiet kunne vurdere, om der skulle rejses tiltale mod den pågældende skoleinspektør for brud på tavshedspligten.
Tavshedspligten hørte til de regler, der gjaldt for en tjenestemandsstilling. Tilsidesættelse af tavshedspligten ville derfor kunne medføre et disciplinæransvar efter tjenestemandsloven. For overenskomstansatte ville der kunne blive tale om reaktioner i overensstemmelse med de ansættelsesretlige regler, dvs. påtale, omflytning til andet arbejde eller afskedigelse.
Det lå imidlertid uden for de kommunale tilsynsmyndigheders kompetence at tage stilling til, om og i givet fald hvilke ansættelsesretlige reaktioner en kommunalt ansats overtrædelse af tavshedspligten skulle medføre. Baggrunden herfor var, at afgørelsen heraf beroede på regler, der regulerede forholdet mellem kommunalbestyrelsen og de ansatte, jf. lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 3. udgave, 2000, side 186.
For så vidt angår adgangen til annullation af kommunens beslutning om bortvisning og flytning af borgerens søn til en anden skole, henviste Indenrigs- og Sundhedsministeriet til tilsynsrådets tidligere udtalelse, hvoraf det fremgik, at tilsynsrådet havde fundet, at kommunalbestyrelsens afgørelse om at fastholde skoleinspektørens beslutning om bortvisning og flytning af borgerens søn til en anden skole var ulovlig, og at tilsynsrådet ikke fandt at kunne annullere kommunalbestyrelsens beslutning herom. Tilsynsrådet havde i den forbindelse henvist til, at det, når en beslutning var bragt til udførelse, bl.a. krævedes, at en part skriftligt over for tilsynsmyndigheden fremsatte begæring herom, og at borgeren ikke havde fremsat skriftlig begæring herom, idet borgeren havde tilkendegivet, at borgeren ikke ønskede borgerens søn tilbage til den pågældende skole.
Indenrigs-og Sundhedsministeriets brev af 27. april 2004 til en borger
- 2.k.kt., j.nr. 2003-2220/153-3