En kommune anmodede Indenrigs- og Sundhedsministeriet om at bekræfte, at en udskillelse af en kommunal forsyningsvirksomhed i en række 100 % ejede aktieselskaber medførte, at fastsættelse af taksterne for forsyning og levering af el, vand, varme, gas og afløb ikke længere var omfattet af § 41 a i lov om kommunernes styrelse.
Ministeriet udtalte, at forsyningsvirksomhed, der varetoges i et aktieselskab med kommunal deltagelse, herunder et aktieselskab, hvori en kommune havde bestemmende indflydelse eller endog ejede 100 % af aktierne, ikke var omfattet af udtrykket »kommunal forsyningsvirksomhed« i § 41 a.
Ministeriet henviste herved til, at bestemmelsen efter ministeriets opfattelse forudsatte, at opgaven blev varetaget i kommunalt regi og dermed inden for rammerne af det princip om fri adgang til delegation, som bestemmelsen havde til formål at udgøre en undtagelse fra.
Ministeriet lagde herved bl.a. vægt på, at det af lovbemærkningerne til bestemmelsen fremgik, at bestemmelsen vedrørte takstfastsættelse efter bevilling i det kommunale budget. Det var derfor ministeriets opfattelse, at selv om det i vedtægterne for et forsyningsaktieselskab med kommunal deltagelse måtte være fastsat, at beslutning om selskabets takster skulle godkendes af den eller de kommuner, der deltog i selskabet, var denne godkendelse ikke omfattet af delegationsforbuddet efter § 41 a. Dette gjaldt uanset, om en kommune havde bestemmende indflydelse eller endog ejede 100 % af aktierne i selskabet.
Bestemmelser i lovgivningen vedrørende et forsyningsområde om, at kommunen eller kommunalbestyrelsen skulle fastsætte eller godkende takster indebar derfor ifølge ministeriet ikke, at kommunens fastsættelse eller godkendelse efter sådanne bestemmelser af takster i et aktieselskab med kommunal deltagelse var omfattet af delegationsforbuddet i § 41 a i lov om kommunernes styrelse.
Ministeriet udtalte videre, at hvorvidt en bestemmelse i lovgivningen vedrørende et forsyningsområde om, at kommunalbestyrelsen skulle fastsætte eller godkende takster, i sig selv indebar krav om, at denne beslutning skulle træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, beroede på fortolkningen af den pågældende lovbestemmelse og henhørte således under det ministerium, der havde ansvaret for lovgivningen vedrørende det pågældende forsyningsområde.
Ministeriet oplyste i den anledning generelt, at det forhold, at kommunalbestyrelsen var angivet som det kompetente organ i særlovgivningen, som udgangspunkt alene var udtryk for, at opgaverne skulle løses i kommunalt regi. Kommunalbestyrelsen havde således som udgangspunkt mulighed for at delegere udøvelsen af sin kompetence til udvalg og til den kommunale administration, medmindre andet var fastsat eller forudsat i lovgivningen, f.eks. i form af bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen skulle træffe beslutning i et møde eller i form af klare tilkendegivelser herom i forarbejderne til lovgivningen.
Brev af 7. november 2005 fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til en kommune
- 1.k. kt., j.nr. 2005-2070/11-3