Et kommunalbestyrelsesmedlem havde fraflyttet den kommune, i hvis kommunalbestyrelse kommunalbestyrelsesmedlemmet var blevet valgt som medlem. Efter fraflytningen konstaterede fraflytterkommunens kommunalbestyrelse, at medlemmet havde fortabt sin valgbarhed og skulle udtræde af kommunalbestyrelsen, samtidig med at medlemmets stedfortræder skulle indtræde i medlemmets sted i fraflytterkommunens kommunalbestyrelse. Det nu udtrådte medlem meddelte herefter, at vedkommende på ny var flyttet tilbage til fraflytterkommunen, og at vedkommende ikke ønskede at genindtræde i fraflytterkommunens kommunalbestyrelse.
Fraflytterkommunens kommunalbestyrelse forespurgte herefter Indenrigs- og Sundhedsministeriet, om det udtrådte medlems tilbageflytning havde konsekvenser for fraflytterkommunens kommunalbestyrelsens beslutning om, at medlemmet havde fortabt sin valgbarhed.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte i den anledning blandt andet følgende:
Spørgsmålet om, hvorvidt en person opfyldte valgbarhedsbetingelsen om fast bopæl i kommunen, afhang af, hvorvidt den pågældende efter reglerne i lov om Det Centrale Personregister opfyldte betingelserne for at være tilmeldt folkeregistret i kommunen, jf. § 3, jf. § 1, stk. 1, jf. § 1, stk. 3 (efterfølgende ændret til: § 1, stk. 5) i den dagældende lov om kommunale valg (efterfølgende ændret til: lov om kommunale og regionale valg).
En person skulle bopælsregistreres i CPR på den adresse, hvor vedkommende havde sin bopæl, dvs. der hvor vedkommende regelmæssigt sov, når denne ikke var midlertidigt fraværende pga. ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor denne havde sine ejendele, jf. § 6, stk. 1, i CPR-loven. En kommunalbestyrelse, der fik formodning om, at en person ikke var korrekt bopælsregistreret, var forpligtet til at undersøge sagen for at rette eventuelle fejl. Det var som udgangspunkt den kommune, som den pågældende var registreret i, som skulle undersøge sagen. Hvis der imidlertid var en formodning om, at den pågældende skulle være registreret på en bestemt adresse i en anden kommune, var det denne anden kommune, som havde undersøgelsespligten, jf. § 10, stk. 1, i CPR-loven. Såfremt en kommunalbestyrelse efter en undersøgelse af sagen, jf. § 10, stk. 2 og 3, i CPR-loven, fandt, at den pågældendes registrering i CPR ikke var i overensstemmelse med CPR-lovens regler om bopælsregistrering, skulle kommunalbestyrelsen drage omsorg for, at de korrekte bopælsforhold blev registreret i CPR, jf. proceduren i § 11 i CPR-loven.
En kommunalbestyrelse, der skulle træffe afgørelse om et medlems valgbarhed på grund af fraflytning fra kommunen, kunne således have pligt til, før valgbarhedsafgørelsen blev truffet, at undersøge sagen, såfremt kommunalbestyrelsen havde en formodning om, at den pågældende ikke reelt var fraflyttet kommunen, men fortsat boede på den tidligere adresse i kommunen.
Fik en kommunalbestyrelsen en sådan formodning, efter at kommunalbestyrelsen havde truffet afgørelse om et medlems fortabelse af valgbarhed på grund af fraflytning fra kommunen, havde kommunalbestyrelsen på dette tidspunkt ligeledes pligt til at undersøge bopælsspørgsmålet, jf. § 10, stk. 1, i CPR-loven, og eventuelt træffe afgørelse om at annullere registreringen af flytningen i CPR, jf. § 11 i CPR-loven. Dette gælder, uanset om medlemmet senere har meddelt, at vedkommende er flyttet tilbage til kommunen.
Spørgsmålet om, hvilken betydning en afgørelse om at annullere registreringen af et tidligere kommunalbestyrelsesmedlems flytning fra kommunen måtte få for kommunalbestyrelsens afgørelse om medlemmets fortabelse af valgbarhed på grund af fraflytning fra kommunen, måtte efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse bero på en stillingtagen til, hvorvidt en forvaltningsakt, der hvilede på et urigtigt oplysningsgrundlag, efter de almindelige forvaltningsretlige regler ville kunne erklæres ugyldig eller tilbagekaldes.
Afgørelsen af, om en forvaltningsakt kunne erklæres ugyldig, beroede ifølge den almindelige forvaltningsretlige litteratur på en konkret vurdering af, om forvaltningsakten led af en væsentlig mangel, f.eks. i form af en vildfarelse om afgørelsesgrundlaget, og om det var adressaten, der havde frembragt vildfarelsen ved at afgive urigtige, men troværdige oplysninger, som havde været bestemmende for afgørelsens udfald. Der skulle tillige ske en vurdering af, om der forelå tungtvejende undskyldelige forhold, som talte for at opretholde afgørelsen som gyldig til trods for, at afgørelsen led af en væsentlig mangel, f.eks. hvis der var tale om en begunstigende afgørelse over for en adressat, der havde været i god tro om afgørelsesgrundlaget. Var der flere adressater for en afgørelse, måtte vurderingen ske i forhold til alle adressater.
Spørgsmålet om, hvorvidt en gyldig forvaltningsakt kunne tilbagekaldes, beroede ifølge den almindelige forvaltningsretlige litteratur på en konkret vurdering af, om det offentliges interesse i at tilbagekalde en afgørelse kunne tillægges større vægt end borgerens forventninger til, at en truffet afgørelse bestod.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet foretog sig herefter ikke videre.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 30. marts 2006 til en kommunalbestyrelse
- Valgkontoret, j. nr. 2006-41119-7