Socialministeriet havde forespurgt Indenrigsministeriet, om der efter reglerne i lov om kommunernes styrelse var hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kunne udbetale diæter og udgiftsgodtgørelse til medlemmer af kommunale ældreråd.
En kommune havde forespurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvorvidt der i § 16 a i lov om kommunernes styrelse var hjemmel til at udbetale diæter m.v. til medlemmer af kommunens integrationsråd.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte blandt andet:
Diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste kunne ifølge § 16 a, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse ydes for ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmers deltagelse i de i § 16, stk. 1, litra a-f, nævnte møder m.v. § 16, stk. 1, litra b, omhandlede deltagelse i møder i forbindelse med varetagelse af kommunale hverv, der udførtes efter valg af kommunalbestyrelsen.
Efter integrationslovens § 42, stk. 1, 3 og 4, kunne kommunalbestyrelsen oprette et integrationsråd, hvis medlemmer blev udpeget af kommunalbestyrelsen.
Det forhold, at den pågældende kommune havde besluttet, at medlemmerne af kommunens integrationsråd vælges dels ved direkte valg foretaget af de respektive landegrupper, dels ved udpegninger foretaget af en række organisationer, medførte ikke, at der ikke var tale om et hverv, som udførtes efter valg af kommunalbestyrelsen. Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde herved lagt vægt på, at det efter integrationslovens § 42 var kommunalbestyrelsen, der udpegede medlemmerne.
Det var på denne baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at medlemskab af et integrationsråd udgjorde et kommunalt hverv, som udførtes efter valg af kommunalbestyrelsen, jf. § 16, stk. 1, litra b, i lov om kommunernes styrelse.
Indenrigs-og Sundhedsministeriet fandt på denne baggrund, at der med hjemmel i § 16 a, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, kunne ydes diæter m.v. til de af integrationsrådets medlemmer, der ikke tillige var medlem af kommunalbestyrelsen. For eventuelle medlemmer, der tillige var kommunalbestyrelsesmedlemmer, omfattede det faste vederlag, der ydedes efter lovens § 16, stk. 1, også møder i integrationsrådet, jf. lovens § 16, stk. 1, litra b. Opmærksomheden henledes endelig på, at der for deltagelse i de møder m.v., der er nævnt i bl.a. lovens § 16, stk. 1, litra b, skulle ydes godtgørelser i henhold til lovens § 16, stk. 10, samt for medlemmer, der ikke var kommunalbestyrelsesmedlemmer, tillige godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter til børnepasning, jf. lovens § 16 a, stk. 6.
Indenrigs-og Sundhedsministeriets skrivelse af 18. oktober 2007 til en kommune
- Forvaltningsjuridisk kt., j.nr. 2007-2211-85