En region havde spurgt ministeriet, om regionen generelt eller i konkrete sager kunne forlange, at et medlem som dokumentation for sin tabte arbejdsfortjeneste fremlagde en revisorerklæring, og om regionen kunne betale for en sådan revisorerklæring.
Ministeriet udtalte, at betaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forudsatte, at den pågældende havde lidt et tab i forbindelse med varetagelsen af det regionale hverv. Det var en ret for medlemmet at modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis medlemmet havde valgt denne vederlagsform. Til gengæld for denne ret skulle medlemmet kunne dokumentere sit tab.
Det var regionsrådet, der afgjorde, om tabet kunne anses for dokumenteret. Som det fremgik af ministeriets daværende vederlagsvejledning nr. 10 af 9. februar 2007, ville det lidte tab for selvstændige erhvervsdrivende, der drev virksomhed i selskabsform, ofte ikke umiddelbart give sig udtryk i reduceret indtjening, men tabet ville i stedet manifestere sig som et formuetab i selskabet. Dette havde principielt ingen betydning for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Regionsrådet ville normalt kunne anse tabet for dokumenteret ved en erklæring fra den pågældende selvstændige erhvervsdrivende, forudsat at de foreliggende omstændigheder i øvrigt sandsynliggjorde, at det påståede tab var lidt.
På den baggrund udtalte ministeriet, at et generelt krav om, at selvstændige erhvervsdrivende skulle fremlægge en revisorerklæring for at kunne dokumentere tabt arbejdsfortjeneste, næppe ville være lovligt.
Det måtte bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilken dokumentation der kunne kræves, før den af medlemmet anførte tabte arbejdsfortjeneste måtte anses for dokumenteret, herunder om det i den enkelte sag ville være sagligt at stille krav om en revisorerklæring.
Såfremt et medlem efter en konkret vurdering alene ville kunne opfylde dokumentationskravet ved at fremlægge en revisorerklæring, ville et sådant krav efter omstændighederne være sagligt at stille. Det ville i så fald påhvile medlemmet selv at anskaffe og evt. betale for en sådan. Det fulgte af, at det var medlemmet, der havde pligt til at dokumentere sit tab. Regionsrådet måtte imidlertid ikke kræve mere dokumentation end det nødvendige.
Når et medlem havde fremlagt sin dokumentation, var det op til regionsrådet at vurdere, om den fremlagte dokumentation kunne anses for tilstrækkelig. Det stod i den forbindelse regionsrådet frit for at anvende de personalemæssige ressourcer, som måtte være nødvendige for at vurdere sagen. Der gjaldt ikke noget generelt forbud imod, at en kommune eller en region benyttede sig af og betalte for ekstern bistand, herunder f.eks. revisorbistand.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets telefonnotat af 12. april 2007
- Forvaltningsjuridisk kt., j.nr. 2021-6588