1. En bank havde rettet henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og forespurgt, om det var lovligt for kommuner at anbringe midler i aktieindekserede obligationer, f.eks. en obligation, der udstedtes til kurs 102 med en garanteret indfrielseskurs på minimum kurs 100 med en nominel rente, og hvor det resterende afkast afhang af udviklingen i et aktieindeks. Banken havde endvidere anmodet om en udtalelse om lovligheden af kommuners anbringelse af midler i investerings- og placeringsforeninger.
2. For så vidt angår spørgsmålet om kommuners anbringelse af midler i aktieindekserede obligationer udtalte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at aktieindekserede obligationer ikke var omfattet af udtrykket ”obligationer” i § 44 i lov om kommunernes
styrelse. Baggrunden herfor var, at kreditrisikoen for sådanne obligationer var anderledes end kreditrisikoen for almindelige stats- og realkreditobligationer, idet afkastet
af sådanne obligationer var afhængigt af aktieudviklingen. En kommune kunne derfor
ikke lovligt anbringe midler i sådanne aktieindekserede obligationer, hvor afkastet var
afhængigt af udviklingen i et aktieindeks.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde herved ikke taget stilling til, hvorvidt aktieindekserede obligationer kunne betragtes som rentebærende og dermed omfattet af
anbringelsesbekendtgørelsens § 6.
3. For så vidt angår spørgsmålet om kommuners anbringelse af midler i investerings- og placeringsforeninger udtalte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at det fulgte af
anbringelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2, (bekendtgørelse nr. 367 af 11. maj 2004)
sammenholdt med § 44 i lov om kommunernes styrelse, at kommunalbestyrelsen
kunne anbringe midler i andele i udbyttegivende investerings- og placeringsforeninger
eller afdelinger af sådanne, der var omfattet af lov om investeringsforeninger eller
specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger mv. eller tilsvarende
EU/EØS-lovgivning, såfremt investerings- eller placeringsforeningens vedtægter ikke
indeholdt bestemmelser om, 1) at foreningen kunne give et årligt bidrag af formuen til
humanitære eller almennyttige organisationer, 2) at foreningen måtte udlodde af sin
formue i de år, hvor investeringsafkastet ikke modsvarede investeringsbehovet, eller 3)
at indløsningen ikke kunne finde sted i en forud fastlagt periode.
Den kvantitative begrænsning, som yderligere indeholdtes i anbringelsesbekendtgørelsens § 5, nr. 2, gjaldt ikke for kommuners anbringelse i investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne, jf. anbringelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Det var endvidere Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at der ikke kunne
indlægges yderligere begrænsninger i kommunernes adgang til at anbringe midler i
udbyttegivende investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne, end
hvad der fulgte af anbringelsesbekendtgørelsens regler.
Det var således ikke en betingelse for en sådan anbringelse, at de omhandlede investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne udelukkende foretager investeringer, som kommunerne selv lovligt kunne foretage.
Det forhold, at kommuner ikke kunne anbringe midler i erhvervsobligationer, medførte således ikke, at kommuner var afskåret fra at anbringe midler i udbyttegivende investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne, som i overensstemmelse med lov om investeringsforeninger og specialforeninger investerede i erhvervsobligationer, idet det forudsattes, at anbringelsen skete i overensstemmelse med anbringelsesbekendtgørelsen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 15. marts 2007 til en bank,
- Kommunaljuridisk kontor, j.nr. 2006-2019-36