1. En kommune havde spurgt Indenrigs- og Socialministeriet om, hvorvidt kommunen kunne kræve, at kommunalbestyrelsesmedlemmer, der var selvstændigt erhvervsdrivende, fremover skulle fremlægge virksomhedens regnskaber for kommunen.
Indenrigs- og Socialministeriet udtalte, at et generelt krav om, at et generelt krav om, at selvstændigt erhvervsdrivende skulle fremlægge virksomhedsregnskaber for at kunne dokumentere tabt arbejdsfortjeneste, næppe ville være lovligt.
Ministeriet udtalte videre, at det måtte bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilken dokumentation der kunne kræves, før den af medlemmet anførte tabte arbejdsfortjeneste måtte anses for dokumenteret, herunder om det i den enkelte sag ville være sagligt at stille krav om fremlæggelse af regnskaber. Såfremt et medlem efter en konkret vurdering alene ville kunne opfylde dokumentationskravet ved at fremlægge regnskaber, ville et sådant krav efter omstændighederne være sagligt at stille. Kommunen måtte imidlertid ikke kræve mere dokumentation end det nødvendige.
2. Kommunen havde endvidere spurgt Indenrigs- og Socialministeriet om, hvorvidt ministeriet kunne dispensere fra bestemmelsen i den dagældende vederlagsbekendtgørelses § 2, stk. 3, om, at valget af modtagelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for første år i valgperioden skulle foretages inden den 1. februar.
Ministeriet oplyste i den forbindelse, at der som anført i vederlagsvejledningen ikke var hjemmel til at fravige fristerne for medlemmets valg af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i vederlagsbekendtgørelsen.
Indenrigs- og Socialministeriets telefonnotat af 1. februar 2010 vedr. en henvendelse fra en kommune (uddrag)
- Forvaltningsjura, j.nr. 2010-887