En statsforvaltning havde afvist at indlede en tilsynssag mod en kommune i tilknytning til en sag om opførelse af en gyllebeholder uden landzonetilladelse. Statsforvaltningen havde henvist til, at klageinstansen – Naturklagenævnet – havde afvist at behandle borgerens klage, fordi klagefristen var overskredet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviste til, at følgende fremgik af forarbejderne til § 48, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse (lov nr. 381 af 28. maj 2003, FT 2002-03, tillæg A, s. 5693):
”Det er en betingelse for at udelukke statsamtmandens tilsyn, at vedkommende rekursmyndighed eller lovbestemte sektortilsynsmyndighed kan tage stilling til den pågældende sag. Det følger heraf, at hvis der f.eks. er spørgsmål, som en rekursmyndighed af formelle grunde ikke kan behandle, f.eks. fordi en klagefrist er sprunget, som rekursinstansen ikke vil eller kan dispensere fra, eller der ikke er en klageberettiget, som klager, kan statsamtmanden tage stilling til disse spørgsmål.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at i det omfang en rekursmyndighed eller lovbestemt sektortilsynsmyndighed kan tage stilling til en konkret sag, som tilsynsmyndigheden ikke allerede efter § 47, stk. 1, eller § 48, stk. 1 og 2, i lov om kommunernes styrelse er afskåret fra at tage stilling til, har tilsynsmyndigheden ikke kompetence til at føre legalitetstilsyn med kommunen i den pågældende sag. Af § 48, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse følger, jf. forarbejderne hertil, at hvis der f.eks. er spørgsmål, som en rekursmyndighed af formelle grunde ikke kan behandle – f.eks. fordi en klagefrist er sprunget, som rekursinstansen ikke vil eller kan dispensere fra, – har tilsynsmyndigheden kompetence til at tage stilling til disse spørgsmål som led i tilsynet med kommunerne.
I det omfang tilsynsmyndigheden efter § 47, stk. 1, og § 48 havde kompetence til at føre tilsyn med en kommune, måtte tilsynsmyndigheden efter den dagældende bestemmelse i § 48 a i lov om kommunernes styrelse tage stilling til, om der var tilstrækkeligt grundlag for at rejse en tilsynssag. Det afgørende for, om tilsynsmyndigheden efter de dagældende regler havde initiativpligt i forhold til en given sag var, jf. forarbejderne til § 48 a i lov om kommunernes styrelse (lov nr. 381 af 28. maj 2003, FT 2002-03, tillæg A, s. 5694), om der forelå oplysninger, som gav grund til at antage, at der var en vis sandsynlighed for en ulovlighed, som ikke var bagatelagtig. Der var ikke pligt til at undersøge spørgsmål, som ikke havde betydning for retstilstanden i dag.
Der kunne således som led i tilsynsmyndighedens vurdering af, om initiativpligten blev suspenderet i forhold til en sag, hvor en klagemyndighed havde afvist at behandle en klage på grund af, at en klagefrist var sprunget, lægges vægt på, om sagens alder gjorde, at eventuelle ulovligheder ikke havde betydning for retstilstanden i dag. Som led i denne vurdering ville det efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse bl.a. efter omstændighederne kunne være relevant at lægge vægt på fristoverskridelsens længde.
I Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 12. april 2010 henvistes der til Indenrigsministeriets brev af 5. september 1990, som følgelig også er vedhæftet dette resumé.
Opmærksomheden henledes på, at reglerne om tilsynsmyndighedens sagsudvælgelse i § 48 a i lov om kommunernes styrelse efter afsendelsen af dette brev er blevet ændret ved lov nr. 176 af 21. februar 2017. Efter en nugældende bestemmelse i § 48 a i lov om kommunernes styrelse beslutter Ankestyrelsen, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 12. april 2010 til en statsforvaltning
- Forvaltningsjura, j.nr. 2009-5756
Indenrigsministeriets brev af 5. september 1990 til et tilsynsråd
- 4.k., j.nr. 1990/122/0401-2