Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune kan tegne forsikring til dækning af skader, som børn og unge i kommunens dagtilbud mv. og folkeskoler udsættes for, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning.
Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.
Efter de nævnte regler antages en kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger blandt andet at være afgrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennytte-kriterium. Dette kriterium indebærer, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode.
Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner. Hvor der i øvrigt er et lovligt kommunalt formål, indebærer den omstændighed, at virkningen af en kommunal disposition er til fordel for en enkelt person, ikke i sig selv, at den pågældende disposition bliver ulovlig.
Endvidere har en kommune efter de ovenfor nævnte grundsætninger en generel forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt i alle dispositioner. Kommunen har således pligt til at udvise ansvarsbevidsthed i sine økonomiske anliggender, så der ikke påføres kommunen udgifter, der kunne være undgået.
Det antages på den baggrund, at en kommune lovligt kan yde et beløb til en enkeltperson, når dette er begrundet i varetagelsen af hensynet til at begrænse kommunens udgifter til erstatning, herunder udgifter i forbindelse med gennemførelse af en retssag. Det må imidlertid på grundlag af de foreliggende oplysninger i en given sag – dvs. uden at der er blevet afsagt dom derom - for eksempel med støtte i en udtalelse fra en advokat herom, med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at kommunen er forpligtet til at udbetale erstatning.
En forsikring, der dækker kommunens erstatningsansvar, må tilsvarende anses for egnet til generelt at begrænse kommunens udgifter til erstatning, som kommunen må anses for forpligtet til at betale, herunder udgifter i forbindelse med en retssag om kommunens erstatningsansvar. Ministeriet fandt på den baggrund, at en kommune har en lovlig kommunal interesse i at tegne en forsikring, der dækker kommunens erstatningsansvar.
For så vidt angår ulykkesforsikringer for børn og unge i dagtilbud og folkeskoler udtalte ministeriet videre følgende:
Der kunne ikke af de bestemmelser i lovgivningen, der vedrører kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse i forhold til børn og unge i dagtilbud m.v. og i folkeskolen, udledes et videregående erstatningsansvar end, hvad der følger af almindelige erstatningsretlige regler.
Det vil derfor i overensstemmelse med det ovenfor anførte bero på en konkret vurdering efter de almindelige erstatningsretlige regler, hvorvidt en kommune er erstatningsansvarlig for skader, som børn og unge udsættes for, og som er indtruffet i kommunens dagtilbud mv. og folkeskoler.
En ulykkesforsikring, som den i nærværende sag omhandlede, indebærer, at en skadelidt kompenseres økonomisk for en skade, uanset om kommunen kan gøres erstatningsretligt ansvarlig. En sådan kommunal økonomisk kompensation for en skade, som kommunen ikke er ansvarlig for, indebar efter ministeriets opfattelse en kommunal økonomisk begunstigelse af en skadelidt, som ikke er lovlig i medfør af kommunalfuldmagtsreglerne. En kommune vil derfor ikke uden lovhjemmel lovligt kunne tegne en ulykkesforsikring som den i sagen omhandlede. Det forhold, at de børn og unge, hvis forældre ikke har tegnet en ulykkesforsikring, herved stilles ringere med hensyn til at få en økonomisk kompensation for hændelige skader end de børn og unge, hvis forældre har tegnet en ulykkesforsikring, kunne ikke føre til et andet resultat.
Ministeriet anførte videre, at der ikke er administrative besparelser for kommunen ved at tegne en ulykkesforsikring, fordi en kommune under alle omstændigheder enten må tegne en ansvarsforsikring eller selv vurdere erstatningsansvarsspørgsmålet, hvad enten kommunen har tegnet en ulykkesforsikring eller ej.
Ministeriet bemærkede i den forbindelse, at kommunen i de tilfælde, hvor kommunen er erstatningsansvarlig, er forpligtet til at udbetale erstatning og godtgørelse efter reglerne i lov om erstatningsansvar (lovbekendtgørelse nr. 885 af 20. september 2005 med senere ændringer) – uafhængigt af størrelsen af den præmie, der måtte komme til udbetaling i kraft af den ulykkesforsikring, kommunen har tegnet.
På nogle lovområder kan en kommune være forpligtet til at afholde udgifter til behandling af enkeltpersoners skader, uanset om kommunen er erstatningsansvarlig for den pågældende skade eller ej, jf. herved for eksempel sundhedslovens § 127, hvorefter kommunen er forpligtet til at behandle og dermed afholde udgifter til tandskader og tandtab, som børn og unge under 18 år får. Det bemærkes i den anledning, at det forhold, at en kommune i medfør af lovgivningen på nogle områder måtte have en pligt som beskrevet ovenfor, ikke giver kommunen hjemmel til i forhold til skoler og daginstitutioner, hvor kommunen ikke har en sådan forpligtelse pålagt ved lov, at tegne en ulykkesforsikring, der dækker skader, som kommunen ikke er erstatningsansvarlig for.
Det var sammenfattende ministeriets opfattelse, at det ikke er lovligt for kommuner at tegne ulykkesforsikringer for børn og unge i dagtilbud og folkeskoler.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 11. august 2011 til en forening
– j.nr. 1007705