11.5.2. Om vederlag for hverv i Danske Regioner er omfattet af offentliggørelsespligten efter styrelseslovens § 16 e

08-04-2011

En region havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, om offentliggørelsespligten efter regionslovens § 12, jf. § 16 e i lov om kommunernes styrelse, også omfattede vederlag for hverv i Danske Regioner f.eks. vederlag for hverv som bestyrelsesmedlem i Danske Regioner eller som medlem af et underudvalg (særlige udvalg) i Danske Regioner.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at det var ministeriets opfattelse, at vederlag for hverv i Danske Regioner var omfattet af offentliggørelsespligten efter § 16 e i lov om kommunernes styrelse.

Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at det af Danske Regioners vedtægter fremgik, at bestyrelsen valgtes af generalforsamlingen, og at generalforsamlingen bestod af samtlige regionsrådsmedlemmer, der alle havde stemmeret. Det var således i kraft af regionsrådsmedlemmets hverv som regionsrådsmedlem, at den enkelte var en del af generalforsamlingen.

Det var på den baggrund ministeriets opfattelse, at valget af medlemmerne til bestyrelsen i Danske Regioner, i lighed med det anførte i forarbejderne til styrelseslovens § 16 e, var udtryk for, at de deltagende regioner i forening havde valgt eller foreslået de pågældende regionsrådsmedlemmer til bestyrelsen.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriets mail af 8. april 2011, j.nr. 2021-6588