13.1.8 Om en borgmesters afbrydelse af et medlem under et budgetforhandlingsmøde

09-09-2013

Et medlem af Folketinget havde stillet et § 20-spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren om, hvad ministerens holdning var til, at overborgmesteren i Københavns Kommune ifølge pressen havde afbrudt et medlem af Borgerrepræsentationen under et budgetforhandlingsmøde.

Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte, at ethvert medlem af kommunalbestyrelsen har ret til at få ordet mindst én gang inden en sags afslutning, at borgmesteren leder kommunalbestyrelsens møder, jf. § 30, 2. pkt., 1. led, i lov om kommunernes styrelse.

Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte videre blandt andet, at borgmesteren i sin egenskab af mødeleder efter omstændighederne vil være berettiget til at henstille til en taler at begrænse sit indlæg, såfremt dette ikke findes direkte at vedrøre det punkt på dagsordenen, der er under behandling, og at borgmesteren, hvis et medlem ikke følger en henstilling fra borgmesteren herom, kan påtale det og om fornødent fratage medlemmet ordet under forhandlingen af dagsordenspunktet.

Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte herudover, at ethvert medlem er forpligtet til foreløbig at rette sig efter borgmesterens afgørelse med hensyn til forståelsen af forretningsordenens bestemmelser, men spørgsmålet kan indbringes for kommunalbestyrelsen i dennes næste møde.

Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte sig endelig om adgangen til at indbringe spørgsmålet om tilsynsmyndigheden og domstolene.

Økonomi- og Indenrigsministeriets besvarelse den 9. september 2013 af spørgsmål nr. S 2336 stillet af et folketingsmedlem
- sagsnr. 2013-09824.