Diabetesforeningen havde spurgt Økonomi- og Indenrigsministeriet, om det var muligt at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til en af Diabetesforeningens brugerrepræsentanter omfattet af § 112, stk. 2, i serviceloven.
Det fremgår af servicelovens § 112, stk. 2, der omhandler kommunalbestyrelsens pligt til at yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, at i forbindelse med kommunalbestyrelsens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravsspecifikationer.
Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte, at den relevante hjemmel for så vidt angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer var § 16 a i lov om kommunernes styrelse, og at § 16 a alene fandt anvendelse i forbindelse med varetagelsen af kommunale hverv, der udførtes efter valg af kommunalbestyrelsen.
Diabetesforeningen havde oplyst, at det var Diabetesforeningen selv, der udpegede de brugerrepræsentanter, som var nævnt i servicelovens § 112, stk. 2.
Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte herefter, at Diabetesforeningens brugerrepræsentant ikke opfyldte betingelsen for at kunne modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til § 16 a i lov om kommunernes styrelse.
Økonomi- og Indenrigsministeriets telefonnotat af 20. december 2013 vedr. en henvendelse fra Diabetesforeningen
- Forvaltningsjura, sagsnr. 2013-12355