KL havde spurgt Social- og Indenrigsministeriet, hvilken betydning det havde for retten til ægtefællepension, at borgmesteren og dennes ægtefælle ved borgmesterens død var separeret.
Social- og Indenrigsministeriet udtalte, at retten til ægtefællepension i medfør af vederlagsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, tilkom en ægtefælle efter en borgmester eller en tidligere borgmester, såfremt den afdøde borgmester har opnået en funktionstid på mindst 1 år, jf. vederlagsbekendtgørelsens § 22.
Retten var dog i medfør af vederlagsbekendtgørelsens § 25, stk. 2 betinget af, at ægteskabet blev indgået 1) før den afdøde borgmester ar fyldt 65 år, (2) før egenpensionen til den afdøde borgmester var påbegyndt udbetalt, jf. vederlagsbekendtgørelsens § 24, samt (3) mindst 3 måneder inden dødsfaldet, jf. dog særlige undtagelser hertil i vederlagsbekendtgørelsens § 25, stk. 3 og 4.
Lov om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse fandt efter ministeriets opfattelse, jf. ministeriets udtalelse fra 2012 om retten til ægtefællepension i tilfælde af skilsmisse, ikke anvendelse for så vidt angår ægtefællepension efter vederlagsbekendtgørelsens § 25.
Da ægteskab ikke ophørte ved separation, var det ministeriets opfattelse, at begrebet “ægtefælle” i vederlagsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, også omfattede separerede ægtefæller.
Retten til ægtefællepension efter vederlagsbekendtgørelsens § 25 påvirkedes således ikke af, at den afdøde borgmester og dennes ægtefælle på tidspunktet for borgmesterens død var separerede. En ægtefælle til en borgmester, der således opfyldte betingelserne for at opnå ret til ægtefællepension, mistede således ikke denne ret, hvis den pågældende var separeret fra borgmesteren på tidspunkt for dennes død.
Den i notatet nævnte udtalelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet fra 2012 om retten til ægtefællepension i tilfælde af skilsmisse er offentliggjort i ministeriets resumédatabase som 12.5.2.
Social- og Indenrigsministeriets telefonnotat af 9. februar 2016 vedr. en henvendelse fra KL
- Forvaltningsjura, sags.nr. 2016-1326