17.5.6. Ikke hjemmel til dispensation fra bekendtgørelsens regler om størrelsen af vederlag til viceborgmesteren

13-05-2017

En kommune havde ansøgt Økonomi- og Indenrigsministeriet om dispensation fra til, at 1. viceborgmester blev vederlagt med 10 pct. og 2. viceborgmester med 5 pct. af borgmesterens vederlag.

Kommunen havde oplyst, at ansøgningen skulle forstås som en dispensation fra § 12, stk. 1, i den dagældende vederlagsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1530 af 9. december 2016).

Vederlagsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, 1. og 3. pkt., var sålydende:

Kommunalbestyrelsen kan forud for og mindst med virkning for mindst ét regnskabsår ad gangen træffe beslutning om, at kommunalbestyrelsens næstformand skal oppebære et vederlag på indtil 10 pct. af formandens vederlag. […] Er der valgt flere næstformænd for kommunalbestyrelsen, kan kommunalbestyrelsens beslutning efter 1. og 2. pkt. omfatte første og anden næstformand, der tilsammen kunne tillægges vederlag på indtil 10 pct. af formandens vederlag. ”

Økonomi- og Indenrigsministeriet meddelte kommunen, at ministeriet ikke kunne imødekomme kommunens anmodning om dispensation fra vederlagsbekendtgørelsens § 12, stk. 1.

Økonomi- og Indenrigsministeriet havde herved lagt vægt på, at det i bemærkningerne til bestemmelsen i § 34, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse var forudsat, at vederlæggelsen efter den nugældende § 12, stk. 1, i vederlagsbekendtgørelsen skulle ske inden for de økonomiske rammer for vederlæggelsen af kommunalbestyrelsens næstformand, som var gældende inden lovændringen i 2012. Vederlæggelsen af kommunalbestyrelsens næstformand kunne inden lovændringen udgøre indtil 10 pct. af formandens vederlag.

§ 34, stk. 2, blev ændret ved § 1, nr. 4, i lov nr. 1252 af 18. december 2012, hvorved der i § 34, stk. 2, efter ”næstformand” indsattes ”(næstformænd)”, og 2. og 3. pkt. blev ophævet. § 1, nr. 4, blev indsat ved et ændringsforslag, der blev fremsat til betænkningen over lovforslag nr. L 25. I ændringsforslagets bemærkninger stod blandt andet følgende:

”De nærmere regler om adgangen til at vederlægge både kommunalbestyrelsens første og anden næstformand, vil blive udmøntet i vederlagsbekendtgørelsen. Vederlæggelsen forudsættes som nævnt at ske inden for de eksisterende økonomiske rammer for vederlæggelse af kommunalbestyrelsens næstformand. Det betyder, at der for alle andre kommuner end Københavns Kommune vil blive adgang til at beslutte at yde et samlet vederlag til kommunalbestyrelsens første og anden næstformand på indtil 10 pct. af formandens vederlag.”

På den baggrund kunne Økonomi- og Indenrigsministeriet ikke meddele dispensation til, at en kommune kunne yde vederlag til kommunalbestyrelsens næstformand (næstformænd), der udgjorde mere end 10 pct. af formandens vederlag.

Økonomi- og Indenrigsministeriets brev af 13. maj 2017 til en kommune
- Forvaltningsjura, sagsnr. 2017-3333