21.3.1. Om kommuners adgang til af egen drift at foretage bagudrettet sagsgennemgang med henblik på at afdække muligt erstatningsansvar.

28-05-2021

Indenrigs- og boligministerens svar af 25. maj 2021 til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg spørgsmål nr. 724 (alm. del) af 11. september 2020 - Kontor for Forvaltningsjura

 

På baggrund af Folketingets Social- og Indenrigsudvalg spørgsmål nr. 724 (alm. del) af 11. september 2020 undersøgte Indenrigs- og Boligministeriet, hvorvidt en kommune har ret til at gennemgå sager tilbage i tid af egen drift med henblik på at afdække eventuelt erstatningsansvar som følge af fejl.

Indenrigs- og boligministerens svar af 25. maj 2021 er vedlagt notat, hvori det bl.a. er anført, at det er ministeriets opfattelse, at et erstatningskrav er en obligationsretlig fordring, som skal gøres gældende for, at der kan opstå en pligt til at betale en erstatning.

I forholdet til spørgsmålet om, hvorvidt kommunen lovligt, uden at skadelidte har gjort et erstatningskrav gældende, kan undersøge, om kommunen har et erstatningsansvar, var det imidlertid ministeriets opfattelse, at det ikke ud over de almindelige betingelserne for erstatningsansvar – culpøs skadevoldende adfærd med påregneligt tab til følge – tillige er en betingelse for, at der foreligger et erstatningsansvar, at skadelidte har gjort et erstatningskrav gældende.

Skadevolder kan således godt være erstatningsansvarlig, uden at skadelidte har gjort et erstatningskrav gældende. Der er derfor ikke noget principielt til hinder for, at skadevolder efter en undersøgelse af sit eventuelle erstatningsansvar tilbyder skadelidte erstatning.

Det afgørende for, om en kommune af egen drift kan undersøge sit eventuelle erstatningsansvar, er derimod, om der efter de offentligretlige regler foreligger omstændigheder, som begrunder, at det er sagligt at foretage en undersøgelse af, om der foreligger et erstatningsansvar.

I overvejelserne herom skal også inddrages grundsætningen om økonomisk forsvarlig forvaltning, som må antages at indebære, at kommunen skal udvise påpasselighed i forhold til ressourceanvendelse i sagsbehandlingen. Grundsætningen om økonomisk forsvarlig forvaltning giver imidlertid rum for et betydeligt skøn ved vurderingen af, om en given disposition er økonomisk forsvarlig. Hvis dispositionen ikke er pligtmæssig, men sagligt begrundet, beror det således først og fremmest på en politisk beslutning i kommunen, hvorvidt der skal afsættes ressourcer til den pågældende disposition.

Efter Indenrigs- og Boligministeriets opfattelse er det et sagligt og i mange tilfælde et pligtmæssigt hensyn for en kommune at afsætte de fornødne ressourcer til, at kommunen overholder lovgivningen, herunder navnlig materielle regler samt sagsbehandlingsregler i forbindelse med kommunens opgavevaretagelse.

Hvis der er en mistanke eller formodning om, at kommunen har tilsidesat sådanne regler og i den forbindelse kan have pådraget sig et erstatningsansvar, kan det efter Indenrigs- og Boligministeriets opfattelse være sagligt, at kommunen af egen drift foretager en bagudrettet sagsgennemgang.

Spørgsmålet om, hvornår der kan antages at være tale om en sådan mistanke eller formodning om erstatningsansvar, at det kan være sagligt at undersøge spørgsmålet, uden at skadelidte har fremsat erstatningskrav mod kommunen, vil bero på en vurdering af de konkrete omstændigheder. Kommunen er i beslutningen herom forpligtet til at iagttage grundsætningen om økonomisk forsvarlig forvaltning – og i den forbindelse vil kommunen skulle søge at tilrettelægge en undersøgelse, således at fx forældede krav ikke undersøges.

Det bemærkes, at den konkrete vurdering af de foreliggende omstændigheder kan føre til, at det ikke vil være sagligt at undersøge, om der foreligger et erstatningsansvar. Det vil fx være tilfældet, hvis der er tale om at iværksætte en undersøgelse på baggrund af fejl, som i almindelighed må antages ikke at kunne begrunde et erstatningsansvar, eller hvor erstatningskravet er forældet, eller hvor der ikke er nogen form for omstændigheder, som kan underbygge en mistanke eller formodning om erstatningsansvar. Endvidere må indgå overvejelser om proportionalitet i forholdet mellem de økonomiske ressourcer, der vil skulle afsættes til at afdække et muligt erstatningsansvar, og størrelsen af det mulige erstatningsansvar.

Det var på baggrund af ovenstående Indenrigs- og Boligministeriets opfattelse, at det ikke er en nødvendig forudsætning for, at en kommune kan undersøge, om kommunen har et erstatningsansvar, at der er blevet gjort et erstatningskrav gældende over for kommunen.

Det var således Indenrigs- og Boligministeriets opfattelse, at det er lovligt, at en kommune af egen drift iværksætter en undersøgelse af, hvorvidt kommunen er erstatningsansvarlig, hvis der foreligger en saglig begrundelse herfor, og hvis det må anses for økonomisk forsvarligt. Afgørelsen heraf vil som anført bero på en konkret vurdering.

Indenrigs- og boligministerens svar af 25. maj 2021 på Social- og Indenrigsudvalgets spørgsmål nr. 724 (alm. del)
- Forvaltningsjura, sagsnr. 2020-8739 – se svaret og bilag her: https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/SOU/spm/724/index.htm