21.5.10. Om godkendelse af vederlag til bestyrelsesmedlemmer i kommunalt fælles-skab

07-07-2021

Det kommunale fællesskab, Energnist I/S, anmodede Social- og Indenrigsministeriet om at godkende faste vederlag til bestyrelsens medlemmer.

Selskabet har opgjort et timeforbrug på ca. 360 timer årligt for formanden, ca. 180 timer årligt for næstformanden, ca. 150 timer årligt for de menige medlemmer med sæde i forretningsudvalget og ca. 80 timer årligt for de øvrige menige medlemmer.

Selskabet havde i 2019 en nettoomsætning på knap 478 mio. kr.

Ministeriet fandt, at det på baggrund af de foreliggende omstændigheder var godtgjort, at der ud over deltagelsen i møder mv. var tale om en så betydelig arbejdsbyrde, at det kunne begrunde et fast vederlag for bestyrelsesformandens, næstformandens og de menige medlemmer med sæde i forretningsudvalgets vedkommende.

Ministeriet godkendte et fast vederlag for perioden 2018-2021 på 119.440 kr. årligt til bestyrelsesformanden og 59.720 kr. årligt til næstformanden i overensstemmelse med selskabets anmodning.

Ministeriet godkendte et skønsmæssigt fastsat vederlag for perioden 2018-2021 til de menige bestyrelsesmedlemmer med sæde i forretningsudvalget på 20.000 kr. årligt.

Se ministeriets afgørelse af 16. april 2021 for så vidt angår næstformandens vederlag og ministeriets afgørelse af 23. december 2020 for så vidt angår formandens og de menige medlemmer med sæde i forretningsudvalgets vederlag. 

Ministeriet fandt, at det på baggrund af de foreliggende omstændigheder ikke var godtgjort, at de menige bestyrelsesmedlemmers forberedelsen til møderne gik ud over, hvad der normalt kan forventes eller at der var tale om en så betydelig arbejdsbyrde, der ikke er direkte knyttet til mødevirksomhed, at det kunne begrunde et fast vederlag for de menige bestyrelsesmedlemmers vedkommende.

Ministeriet modtog efterfølgende en anmodning fra selskabet om at revurdere ministeriets afgørelse af 23. december 2020 om afslag på fast vederlag til menige medlemmer. Ministeriet fandt i sin afgørelse af 7. juli 2021 ikke anledning til at ændre ministeriets afgørelse af 23. december 2020.

Social- og Indenrigsministeriets afgørelse af 23. december 2020, 
Forvaltningsjura, j.nr. 2020-875

Indenrigs- og Boligministeriets afgørelser af 16. april 2021,
Forvaltningsjura, j.nr. 2020-875

Indenrigs- og Boligministeriets afgørelser af 7. juli 2021,
Forvaltningsjura, j.nr. 2020-875