KL havde forespurgt Indenrigs- og Boligministeriet, om kommunerne havde hjemmel til at opkræve rykkergebyrer efter gebyrlovens regler i forbindelse med kommunernes opkrævning af daglige tvangsbøder efter planlovens § 51 a, stk. 5, som følge af et ikke efterkommet påbud efter planlovens § 51 a, stk. 1 og 2, i forbindelse med ulovlig sommerhusbeboelse.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at det fremgår af gebyrlovens § 2, stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der skal betales gebyr til kommunen for erindringsskrivelser vedrørende ikke rettidigt betalte ydelser, der opkræves af kommunen, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte endvidere, at det følger af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, § 11 og bilag 1, at fordringer, der opkræves eller inddrives af det offentlige, og som ikke er civilretlige fordringstyper, er tillagt udpantningsret.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet konstaterede herefter, at tvangsbøder i henhold til planlovens § 51 a, stk. 5, udgør fordringer, som er tillagt udpantningsret. Spørgsmålet var herefter, om ikke rettidigt betalte tvangsbøder i henhold til planlovens § 51 a, stk. 5, 1. pkt., er en ydelse i gebyrlovens forstand, jf. gebyrlovens § 2, stk. 2.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte herefter, at en ydelse i gebyrlovens forstand på baggrund af ministeriets praksis kan karakteriseres som et pengekrav, som en kommune har som følge af kommunens ydelse på offentligretligt grundlag.
Kommunernes opkrævning af tvangsbøder efter planlovens § 51 a, stk. 5, 1. pkt., følger af, at en borger ikke har efterkommet et påbud efter planlovens § 51 a, stk. 1 eller 2, om at fraflytte boligen og dokumentere fraflytningen. Der er i denne situation ikke tale om, at borgeren har modtaget en ydelse, som denne ikke har betalt for, eller at kommunen har et tilbagebetalingskrav mod borgeren. Tvangsbøden udgør alene et tvangsmiddel, som har til formål at få borgeren til at fraflytte sommerhuset. På den baggrund var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at tvangsbøder efter planlovens § 51 a, stk. 5, ikke kan kategoriseres som en ”ydelse” i gebyrlovens forstand, idet tvangsbøder har en sanktionsmæssig karakter, som er væsensforskellig fra de ydelser, som er omfattet af gebyrloven.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet konkluderede sammenfattende, at gebyrloven ikke indeholder hjemmel for kommunerne til at opkræve rykkegebyrer for ikke rettidigt betalte tvangsbøder efter planlovens § 51 a, stk. 5, 1. pkt., som følge af et ikke efterkommet påbud efter planlovens § 51 a, stk. 1 og 2.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 22. december 2022 til KL
- Forvaltningsjura, j.nr. 2022-1628