Styrelsen for Patientsikkerhed havde henvendt sig til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med et spørgsmål om, hvorvidt det ville være lovligt for kommunerne at indgå et samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed om, at kommunerne udførte de urinkontroller, som styrelsen kunne pålægge autoriserede sundhedspersoner efter autorisationslovens bestemmelser i §§ 9 a og 10 a.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte indledningsvis, at den skrevne lovgivning ikke regulerede spørgsmålet om, hvorvidt opgaven lovligt kunne varetages på kommunalt niveau. Med autorisationslovens bestemmelser om urinkontroller kunne en sundhedsperson blive pålagt ”at lade sig underkaste undersøgelser”. Det var ikke nærmere reguleret i autorisationsloven, hvilke myndigheder eller på hvilket administrativt niveau opgaven med urinkontroller kunne eller skulle varetages. Bestemmelsen rettede sig efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse mod den pågældende sundhedsperson, som var adressat for påbuddet. Bestemmelsen pålagde derimod ikke Styrelsen for Patientsikkerhed eller andre myndigheder en pligt til at foranstalte, at denne undersøgelse eller kontrol gennemførtes.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet konstaterede herefter generelt, at opgaven med varetagelse af urinkontroller havde til formål at varetage hensynet til patientsikkerhed ved at sikre, at autoriserede sundhedspersoner ikke havde et misbrug af rusmidler eller lignende, der midlertidigt eller varigt gjorde den pågældende uegnet til udøvelse af erhvervet, jf. herved § 7, nr. 2, i autorisationsloven.
Opgaven med varetagelse af urinkontroller var dermed med til at understøtte, at autoriserede sundhedspersoner kunne levere den fornødne kvalitet i behandlingen. Herved varetoges foruden et hensyn til folkesundheden også et hensyn til borgerens tillid til de sundhedspersoner, som behandlede dem.
Det var på den baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeries opfattelse, at der bestod en lovlig kommunal interesse i at varetage sådanne hensyn, jf. også almennyttekriteriet.
Opgaven med varetagelse af urinkontroller var ikke henlagt til en bestemt myndighed eller til et bestemt administrativt niveau i medfør af autorisationsloven. Det var i øvrigt Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at opgaven ikke mest naturligt kunne antages at henhøre til et bestemt administrativt niveau, jf. opgavefordelingsprincippet. Opgavefordelingsprincippet stod på den baggrund ikke i vejen for, at kommunerne kunne varetage opgaven med urinkontroller.
Som følge af lokalitetsprincippet var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at urinkontrollerne som udgangspunkt ville skulle udføres af den kommune, hvori den pågældende sundhedsperson arbejdede. Herved varetoges hensynet til, at kommunens opgaveudførelse i det væsentligste kom kommunens egne borgere til gode. Såfremt den pågældende sundhedsperson arbejdede på f.eks. et regionalt sygehus eller lignende, hvor vedkommende derfor naturligt behandlede personer fra flere forskellige kommuner, burde det imidlertid være op til den pågældende sundhedsperson selv at vælge, hvorvidt vedkommende ønskede at få foretaget urinkontrollen i sin bopælskommune eller i den kommune, hvori vedkommende arbejdede.
På baggrund af ovenstående betragtninger var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at kommunerne med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne lovligt kunne udføre de urinkontroller, som Styrelsen for Patientsikkerhed kan pålægge sundhedspersoner i henhold til autorisationslovens bestemmelser. Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt, at der ikke var forskel på, om urinkontrollerne udførtes efter autorisationslovens §§ 9 a eller 10 a.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse af 15. december 2023 til Styrelsen for Patientsikkerhed
- j.nr. 2023-2081, Forvaltningsjura