Indenrigs- og Sundhedsministeriet tog i udtalelsen stilling til om kommunalbestyrelsen havde pligt til at yde befordringsgodtgørelse til et kommunalbestyrelsesmedlem, der havde udgifter i forbindelse med transport fra sit sommerhus til rådhuset, jf. § 16, stk. 11. litra a, i lov om kommunernes styrelse. Sommerhuset var beliggende uden for kommunegrænsen, og der var en afstand på 140 km mellem sommerhuset og rådhuset (mødestedet).
Såfremt medlemmet har mødepligt, og medlemmets sommerhus ligger inden for kommunegrænsen, vil kommunalbestyrelsen under alle omstændigheder have pligt til at yde befordringsgodtgørelse.
Når medlemmet opholder sig uden for kommunegrænsen, kan der imidlertid være særlige situationer, hvor medlemmet henset til afstanden mellem arbejdsstedet, uddannelsesstedet eller et andet opholdssted og mødestedet og de dermed forbundne omfattende rejseudgifter har mødepligt uden at have krav på befordringsgodtgørelse. Dette kan være tilfældet, hvis medlemmet uden at have lovligt forfald opholder sig i betydelig afstand fra mødestedet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde i en tidligere konkret sag havde fundet, at en afstand på 200 km fra et sommerhus til det sted, hvor det kommunale hverv udøvedes, ikke fritog et kommunalbestyrelsesmedlem, der var pensioneret, fra mødepligt, når vedkommende uden at have lovligt forfald opholdt sig i sommerhuset. Ministeriet fandt imidlertid videre, at der var tale om en så betydelig afstand, at kommunen hverken var forpligtet eller berettiget til at godtgøre de hermed forbundne befordringsudgifter.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at ovenstående eksempel fra ministeriets praksis måtte anses som en særlig undtagelse fra kommunalbestyrelsens pligt til at yde befordringsgodtgørelse i henhold til § 16, stk. 11, litra a, som måtte fortolkes indskrænkende.
Således var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at en afstand på mindre end 200 km mellem arbejdssted, uddannelsessted eller et andet opholdssted og mødestedet i almindelighed ikke vil kunne begrunde en fravigelse af kommunalbestyrelsens pligt til at yde befordringsgodtgørelse.
Det var på den baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at kommunalbestyrelsen i den konkrete situation, hvor der var en afstand på 140 km mellem sommerhus og mødested, havde pligt til at godtgøre medlemmets transportudgifter.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 11. november 2024 til KL
- Forvaltningsjura, j.nr. 2024-8373